Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/301

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest



L89 at stille de bevæbnede Mænd til Kongens Tjenefte, som de altid havde skullet stille, ligesom overhovedet at lyde Byens Lov og Ret- Det var ikke muligt at tvinge dem, og det Paalo3g, som de nu modtoge fra Rigsraadet om at udrede Leding og svare til sine andre Forpligtelsen hjalp ikke mere end de lignende, som tidligere vare udstedte til dem.!) Ligeledes vidste Kontorets Kjøbmænd meget godt at benytte sig af Forholdene, og optraadte sandsynligvis næsten be- standig paa en yderst voldsom Maade, skjønt der kun i de færreste Tilfælde er bevaret Efterretninger derom. I det hele taget have de neppe nogensinde tidligere i den Grad som nu, været begunstigede af Forholdene, idet der under den almindelige Opløsningstilstand faa godt som ikke var nogen Myndighed, der formaaede at holde deres Tøjlesløshed inden de rette Grænser Under Opløbet i 1523 havde de faaet paatagelige Beviser for, at Bergen var givet dem aldeles i Vold, og denne Erfaring glemte de ikke saa let. I 1535 kom det atter til et lignende Optrin, hvorved Kontorets Folk aabent trodsede Landets Lov og Ret Nogle Tydskere havde i Begyndelsen af dette Aar overfaldt en af Byens Borgere, ved Navn Villum Skrædder, i hans eget Hus, ligesom to tydske Spille- mænd (Peder Piber og Poul Trommeslager) havde mishandlet et norsk Fruentimmer som var den enes Konkubine. Da der herover var ført Klage fra de forurettede, og Oldermanden med de atten vare underrettede om, at Sagen skulde foretages, negtede disse imid- lertid at stande til Rette efter Norges Lov. Men dermed var ikke Sagen afgjort; thi idet begge Parter stode for Retten, der bestod af Lagmanden, fem Raadmænd og ti Lagrettesmænd, bleve Dørene til Raadstuen opbrudte med Vold og to til halvtredie hundrede Tydskere stormede ind „med Bulder, hovmodige onde Ord og Banden, og med overvældig Magt og Vold“ truede Domstolens Medlemmer til ikke at afgive nogen anden Dom, end det behagede dem. Det var derfor aldeles umuligt at fortsætte, og Retten opløstes, idet den maatte nøjes med at udfærdige en Grklæring om det passerede.“) Først da de politiske Forhold efter Reformationen atter bleve mere fæstnede, og Agtelsen for de lovlige Myndigheder paa ny blev styrket, kunde der blive Tale om at sætte en varig Stopper for Lovløsheden. Men fremfor alt udkrævedes dertil, at der i Spidsen for det vestenfjeldske Norges Styrelse kom en kraftig Personlighed

“) N. Nieolaysen, Norske Magasin, I, 548 flg. Smlgn. 56S. “) 1)ipl. Nor-v., l11, No. 113’7 flg. Orm-. Ntelfen: sersea. 19