Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/301

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


L89 at ſtille de bevæbnede Mænd til Kongens Tjenefte, ſom de altid havde ſkullet ſtille, ligeſom overhovedet at lyde Byens Lov og Ret- Det var ikke muligt at tvinge dem, og det Paalo3g, ſom de nu modtoge fra Rigsraadet om at udrede Leding og ſvare til ſine andre Forpligtelſen hjalp ikke mere end de lignende, ſom tidligere vare udſtedte til dem.!) Ligeledes vidſte Kontorets Kjøbmænd meget godt at benytte ſig af Forholdene, og optraadte ſandſynligvis næſten be- ſtandig paa en yderſt voldſom Maade, ſkjønt der kun i de færreſte Tilfælde er bevaret Efterretninger derom. I det hele taget have de neppe nogenſinde tidligere i den Grad ſom nu, været begunſtigede af Forholdene, idet der under den almindelige Opløsningstilſtand faa godt ſom ikke var nogen Myndighed, der formaaede at holde deres Tøjlesløshed inden de rette Grænſer Under Opløbet i 1523 havde de faaet paatagelige Beviſer for, at Bergen var givet dem aldeles i Vold, og denne Erfaring glemte de ikke ſaa let. I 1535 kom det atter til et lignende Optrin, hvorved Kontorets Folk aabent trodſede Landets Lov og Ret Nogle Tydſkere havde i Begyndelſen af dette Aar overfaldt en af Byens Borgere, ved Navn Villum Skrædder, i hans eget Hus, ligeſom to tydſke Spille- mænd (Peder Piber og Poul Trommeſlager) havde mishandlet et norſk Fruentimmer ſom var den enes Konkubine. Da der herover var ført Klage fra de forurettede, og Oldermanden med de atten vare underrettede om, at Sagen ſkulde foretages, negtede disſe imid- lertid at ſtande til Rette efter Norges Lov. Men dermed var ikke Sagen afgjort; thi idet begge Parter ſtode for Retten, der beſtod af Lagmanden, fem Raadmænd og ti Lagrettesmænd, bleve Dørene til Raadſtuen opbrudte med Vold og to til halvtredie hundrede Tydſkere ſtormede ind „med Bulder, hovmodige onde Ord og Banden, og med overvældig Magt og Vold“ truede Domſtolens Medlemmer til ikke at afgive nogen anden Dom, end det behagede dem. Det var derfor aldeles umuligt at fortſætte, og Retten opløſtes, idet den maatte nøjes med at udfærdige en Grklæring om det pasſerede.“) Førſt da de politiſke Forhold efter Reformationen atter bleve mere fæſtnede, og Agtelſen for de lovlige Myndigheder paa ny blev ſtyrket, kunde der blive Tale om at ſætte en varig Stopper for Lovløsheden. Men fremfor alt udkrævedes dertil, at der i Spidſen for det veſtenfjeldſke Norges Styrelſe kom en kraftig Perſonlighed

“) N. Nieolayſen, Norſke Magaſin, I, 548 flg. Smlgn. 56S. “) 1)ipl. Nor-v., l11, No. 113’7 flg. Orm-. Ntelfen: sersea. 19