Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/280

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


268 Da Kongen noget ſenere kom efter til Bergen, omtalte Kansleren for ham Dyvekes ſjeldne Skjønhed, og udtømte ſig i Lovtaler over denne, hvorved Kriſtian ſik Lyſt til at ſe hende. En Lejlighed til at gjøre Bekjendtſkab ſkal have frembudt ſig, da Borgerſkabet havde indbudt Kongen til en Feſt paa Raadhuſet paa Brejde-Almenningen, hvortil han ſørgede for at faa indbudt ſaavel Sigbrit ſom Dyveke. Da Kriſtian ſik den ſidſte at ſe, ſandede han ſtrax Kanslerens Ord, at ingen Kvinde kunde maale ſig med Dyveke i Skjønhed, og blev ſtrax indtagen i hende. Da der efter Bordet blev danſet, fik han Anledning til at tale meget med hende, og derunder ſteg hans For- elſkelſe end mere. Da Moderen ſaa det Indtryk, ſom hendes Datter havde gjort paa den unge Fyrſtes Hjerte, gjorde hun ikke bagefter nogen Vanſkeligheder, og Dyveke blev Kriſtians Frille. Hun fulgte ham fra Bergen til Oslo og derfra ſenere til Kjøbenhavn.!) En af de Perſoner, ſom Sigbrit trak frem, da hun havde er- hvervetſig Herredømmet over den unge Konge, var Jørgen Hans- ſøn Skriver, der ved hendes Hjelp blev forfremmet til Befalings- mand paa Bergens Konsgaard, i hvilken Stilling han allerede nævnes i 1514, altſaa kun kort Tid, efterat Kriſtian ved ſin Faders Død havde overtaget Regjeringen ſaavel over Danmark ſom Norge i ſit eget Navn. Jørgen Hansſøn var af Fødſel en Iyde2) og har maaſke gjort Sigbrits Bekjendtſkab i den Tid, hun boede i Bergen- Derimod var den Herman Villemsſøn, der før ham i en kort Tid havde været Befalingsmand paa Bergens Kongsgaard, en Hollænder af ringe Byrd og Sigbrits egen Broder.s) Saalænge Kriſtian„ den anden endnu var i uomtviſtetBeſiddelſe af Magten, ſynes det, ſom om de tydſke Kjøbmænd i Bergen kun ſjelden vovede at ſætte ſig op imod ham, endſkjøntdet ikke kan være tvivlſomt, at de maa have været misfornøjede med den af ham

j

“) Naar Kriſtian førſt gjorde Dyvekes Bekjendtſkab, enten det vari 1507 eller i 1509, er ikke ganſke klart. I „Bergens Fundats“ (Norſke Magaſin, l, 546 flg.) henføres dette til 1509, medens Arild Huitfeldt ſætter det til 1507. Af de to Forfattere, der med ſtørſt Lærdom have behandlet denne Periode, følger Al len (anf.St. I, 490) Huitfeldts Beretning, medens L. Daae (i Norſk hiſtoriſk Tidsſkrift, Il1, 365 flg.)antager, at„Berg- ens Fnndats“, ſom er nedſkreven paa det ſamme Sted, maa være den paalideligſte Kilde. Keyſer (D en Norſke Kirkes Hiſtorie, ll, 609) holder ogſaa paa 1507, men har dog ikke kjendt „Bergens Fundats.“ 2) C. F. Allen, Breve og Aktſtykker, 556. 3) 1)iI)1. Nor-v. l, S. 768.