Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/280

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

268 Da Kongen noget senere kom efter til Bergen, omtalte Kansleren for ham Dyvekes sjeldne Skjønhed, og udtømte sig i Lovtaler over denne, hvorved Kristian sik Lyst til at se hende. En Lejlighed til at gjøre Bekjendtskab skal have frembudt sig, da Borgerskabet havde indbudt Kongen til en Fest paa Raadhuset paa Brejde-Almenningen, hvortil han sørgede for at faa indbudt saavel Sigbrit som Dyveke. Da Kristian sik den sidste at se, sandede han strax Kanslerens Ord, at ingen Kvinde kunde maale sig med Dyveke i Skjønhed, og blev strax indtagen i hende. Da der efter Bordet blev danset, fik han Anledning til at tale meget med hende, og derunder steg hans For- elskelse end mere. Da Moderen saa det Indtryk, som hendes Datter havde gjort paa den unge Fyrstes Hjerte, gjorde hun ikke bagefter nogen Vanskeligheder, og Dyveke blev Kristians Frille. Hun fulgte ham fra Bergen til Oslo og derfra senere til Kjøbenhavn.!) En af de Personer, som Sigbrit trak frem, da hun havde er- hvervetsig Herredømmet over den unge Konge, var Jørgen Hans- søn Skriver, der ved hendes Hjelp blev forfremmet til Befalings- mand paa Bergens Konsgaard, i hvilken Stilling han allerede nævnes i 1514, altsaa kun kort Tid, efterat Kristian ved sin Faders Død havde overtaget Regjeringen saavel over Danmark som Norge i sit eget Navn. Jørgen Hanssøn var af Fødsel en Iyde2) og har maaske gjort Sigbrits Bekjendtskab i den Tid, hun boede i Bergen- Derimod var den Herman Villemssøn, der før ham i en kort Tid havde været Befalingsmand paa Bergens Kongsgaard, en Hollænder af ringe Byrd og Sigbrits egen Broder.s) Saalænge Kristian„ den anden endnu var i uomtvistetBesiddelse af Magten, synes det, som om de tydske Kjøbmænd i Bergen kun sjelden vovede at sætte sig op imod ham, endskjøntdet ikke kan være tvivlsomt, at de maa have været misfornøjede med den af ham

j

“) Naar Kristian først gjorde Dyvekes Bekjendtskab, enten det vari 1507 eller i 1509, er ikke ganske klart. I „Bergens Fundats“ (Norske Magasin, l, 546 flg.) henføres dette til 1509, medens Arild Huitfeldt sætter det til 1507. Af de to Forfattere, der med størst Lærdom have behandlet denne Periode, følger Al len (anf.St. I, 490) Huitfeldts Beretning, medens L. Daae (i Norsk historisk Tidsskrift, Il1, 365 flg.)antager, at„Berg- ens Fnndats“, som er nedskreven paa det samme Sted, maa være den paalideligste Kilde. Keyser (D en Norske Kirkes Historie, ll, 609) holder ogsaa paa 1507, men har dog ikke kjendt „Bergens Fundats.“ 2) C. F. Allen, Breve og Aktstykker, 556. 3) 1)iI)1. Nor-v. l, S. 768.