Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/279

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


267 “ faa Sagen underſøgt og for at ſtraffe dem, der havde foranlediget Drabet. Han tog Vejen ind over Bryggerne, og derfra gjennem disſes Fortſættelſe, Skræddergaden eller Stadens Adelgade, hvorfra han vilde gaa gjennem Skoſtrædet hen til den anden Side af Vaagen og derfra bøje udover Stranden. Heri blev han imidlertid forhindret af Skomagerne, der havde aſſpærret Skoftrædet med en Port, ſom de nu vilde lukke og derved tvang ham til atter at gaa tilbage og gaa endnu længere ſydover, til Olafskloſteret, for derfra om Alle- helgenskirken at komme over paa Stranden. Da han nu kom ud til Erkebiſkopsgaarden, blev ogſaa denne lukket for ham af Erkebiſkopens Svende, ſom ikke vilde ſlippe nogen ind, og derover truede det nu med at blive et Qpløb, ſom dog blev forhindret af Hr. Nils Henriksſøn (Gyldenløve). Han havde nemlig faaet Underretning om, hvad der foregik paa Erkebiſkopsgaarden, og var ilet til for at forhindre alle Voldſomheder, og navnlig fore- bygge, at Kongen blev altfor ſtærkt ophidſet. Dette lykkedes ogſaa, og da Kongen havde faaet Beſked om, at det ikke var hans Kansler, men kun hans Hofnar, ſom var dræbt, lod han ſig formilde. Der blev ſaaledes ikke denne Gang foretaget videre i den Anledning Under et af disſe Ophold i Bergen i 1507 eller i 1509, var det, at Kriſtian gjorde ſit førſte Bekjendtſkab med Dyveke og hendes Moder Sigbrit. Det ſkal have været hans Kansler, Erik Valken- dorf, ſom ſenere blev Erkebiſkop i Throndhjem, der havde indledet denne Forbindelſe Kansleren var nemlig rejſt i Forvejen til Bergen for at underſøge, hvorvidt der var noget i det udbredte Rygte om, at der i denne Stad var forefaldt Uroligheder Han fandt imidlertid, at dette ikke havde medført Sandhed, hvorimod han forbauſedes meget ved at ſe det Liv og den Handelsvirkſomhed, ſom her fandtes. En Dag, ſom han færdedes omiByen for at ſe paa dens Rørelſe, traf han i en Bod –— formodentlig iHollændergaden eller paa Stranden – to Kvinder, af hvilke den yngſte aldeles ſlog ham ved ſin ſjeldne Skjønhed. Han gav ſig i Tale med den ældre Kvinde, der var hendes Moder og erfarede derved deres Livsvilkaar: at de vare fra Holland, og at de vare komne til Bergen i Haabet om der at kunne finde bedre Udkomme, end det var dem muligt under de knappe TideriHjemmet. Moderen hed Sigbrit, medens Datteren bar Navnet Dyveke (v: den lille Due), og af dem, ſom Erik Valk- endorf nærmere udſpurgte, erfarede han, at de begge anſaaes for at være ſkikkelige og anſtændige Folk, og at Datterens Rygte ikke havde nogen Plet. “ “