266 verkere, Guldsmede, Skræddere og Bødkere, knyttede han dertil det Forbehold, at denne Tilladelse kun skulde gjælde, indtil han derom kunde nærmere faa forhandlet med Hansestæderne og ordnet For- holdet paa en anden Maade.!) J Virkeligheden var altsaa denne Kongens tilsyneladende Imødekommen lidet lovende for Kontorets Jnteresser, hvilket end mere viste sig, da han om Sommeren 1509 atter besøgte Bergen og udstedte et Privilegium for Stadens norske Borgere, der meget bestemt indskjærpede de ældre, egentlig aldrig ophævede Bestemmelser om Smaahandelen. Det blev saaledes nu- tvært imod den Praxis, som var istandbragt af Bryggens tydske Kjøbmand – atter fastsat, at ingen maatte handle med Bønder eller andre fremmede Mænd, som søgte til Bergen, uden paa Stadens Torv, hvor dens egne Borgere føVst skulde have Ret til at kjøbe, hvad de lystede,– at ingen paa Bryggen maatte staa ude og drive Kramhandel, og at Borgerne skulde have Ret til at kjøbe af de engelske og skotske Kjøbmænd, som kom til Bergen, i fjorten Dage, forinden det samme blev tilladt de tydske Kjøbmænd.2) En saadan Optræden fra Kongemagtens Side kom saavel Kontoret, som de med dette nær forbundne tydske Haandverkere hel ubelejlig; men de vare dog fremdeles saa grundfæstedeiBergen, at der skulde mere til, end den blotte Udsærdigelse af nye eller Gjenoplivelse af ældre Lovbud for at rokke dem i deres Magt. Deres Misfornøjelse med Kongens Optræden foranledigede endog et Optrin, som yderligere maatte vise denne, at han havde at gjøre med Folk, som ikke vare synderlig nøjeregnende med, hvad de gjorde, lige overfor dem, som vilde true deres Jndflydelse, og at den samme Aand, der i 1455 havde foranlediget det Opløb, som endte med Mordet paa Hr. Olaf Nilssøn, fremdeles fandtes hos Medlemmerne af det tydske Kontor og de „fif Amten“. Under Kongens første OpholdiBergen om Høsten 1507 hændte det sig, at nogle af hans og Erkebiskopens Folk sad sammen og drak i Erkebiskopsgaarden paa Stranden, hvorved „en galen Karl“, som var Kongens Hofnar og var meget afholdt af denne, blev dræbt. Rygtet herom kom meget snart over til Kongsgaarden, men i en overdreven og forvansket Form, som om det var Kongens Kansler, der var bleven myrdet. Strax Kongen hørte dette, begav han sig med alle dem, der i Øjeblikket vare hos ham, afsted for at -
–
1) I)ipl. Nor-v. V1I, No. 527. 9lllen, anf. St. 4S0. “) Paus, Forordninger, S. 280 flg. Allen, ans. St. 481–
