Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/273

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


261 nær Forbindelſe med ham, begav ſig, formodentlig i den Tro, at Kjøbmændene vilde betænke ſig end mere paa at foretage noget mod Hr. Olaf, naar ogſaa han var i dette Kloſter. Med Biſkopen fulgte ogſaa to Kanniker og hans Kapellan. Han tog imidlertid Fejl, hvis han nærede en ſaadan Formodning, da Tydſkerne nu vare faſt beſtemte paa at gaa til det yderſte for at undgaa at ſe ſin værſte Fiende ſom Befalingsmand paa Bergens Kongsgaard. . Da det ikke dermed var deres Henſigt at komme nogen anden tillivs end den, ſom efter deres Mening var den ene ſkyldige, ſkulle de have ladet Biſkopen ſige, at han ſkulde gaa til ſin egen Gaard og der være uden Frygt. Men han foretrak at blive hos Hr. Olaf og yde denne ſin Underſtøttelſe. Begges Folk beſatte da Kloſterets høje Taarn og lavede ſig til at gjøre Modſtand, om Tydſkerne virkelig ſkulde ville angribe dem. Da nu de, ſom havde dannet den førſte Forening imod Hr. Olaf, erfarede dette, kaldte de ſine Landsmænd til Vaaben og løbe ſammen for at angribe dem, der vare i Munkeliv. Omtrent to tuſinde Mand ſkulle da være komne ſammen, udruſtede med Harniſker, Bøsſer og Armborſter, for at ſtorme Kloſteret De brøde førſt Kirken op med Magt og dræbte derinde Biſkop Thorlejf, de to Kanniker og Kapellanen, med Hr. Peder Nilsſøn og mange andre Folk, hvorimod de ikke kunde faa Hr. Olaf i ſin Magt, da han havde taget ſin Tilflugt til Kirkens Taarn For at faa ham ud fra dette, lagde de Ild op om det, ſaa at han, da Taarnet kom i Brand, maatte gaa ud og give ſig i ſine Fienders Vold. Han bad kun om tre Timer til at ſkrifte og gjøre ſit Teſtament, og da disſe vare forbi, blev han dræbt og hug- get i Stykker. Med ham blev der ogſaa ſlaaet nogle andre ihjel, medens enkelte bleve ſkaanede; i alt ſkal der være dræbt ſexti Per- ſoner. Kloſteret brændte fuldſtændig af, og efter en Beretning ſkulle ogſaa flere af Nonnerne være dræbte eller voldtagne. Dette ſkede paa St. Ægidii Dag, 1ſte September, 1455. – Tydſkernes Adſærd ved denne Lejlighed var ganſke viſt voldſom i en Grad, der ikke kan tilſtede nogen Undſkyldning; men kan dog ien Tid, ſom det femtende Aarhundrede, finde ſin Forklaring. Hr. Olaf Nilsſøn havde ſelv paa den meſt henſynsløſe Maade ud- æſket de tydſke Kjøbmænd imod ſig og maatte derefter være forberedt paa, at disſe paa lignende Vis vilde tage ſig betalt for den Skade, ſom han tilføjede dem, iſær da han vel maatte vide, at disſe kjendte det Forhold, der var mellem ham og Kongen, og af den Grund ikke kunde frygte ſynderlig for Hævn fra denne. Det ſynes ſaaledes forunderligt, at han under disſe Omſtændigheder overhovedet vovede