261 nær Forbindelse med ham, begav sig, formodentlig i den Tro, at Kjøbmændene vilde betænke sig end mere paa at foretage noget mod Hr. Olaf, naar ogsaa han var i dette Kloster. Med Biskopen fulgte ogsaa to Kanniker og hans Kapellan. Han tog imidlertid Fejl, hvis han nærede en saadan Formodning, da Tydskerne nu vare fast bestemte paa at gaa til det yderste for at undgaa at se sin værste Fiende som Befalingsmand paa Bergens Kongsgaard. . Da det ikke dermed var deres Hensigt at komme nogen anden tillivs end den, som efter deres Mening var den ene skyldige, skulle de have ladet Biskopen sige, at han skulde gaa til sin egen Gaard og der være uden Frygt. Men han foretrak at blive hos Hr. Olaf og yde denne sin Understøttelse. Begges Folk besatte da Klosterets høje Taarn og lavede sig til at gjøre Modstand, om Tydskerne virkelig skulde ville angribe dem. Da nu de, som havde dannet den første Forening imod Hr. Olaf, erfarede dette, kaldte de sine Landsmænd til Vaaben og løbe sammen for at angribe dem, der vare i Munkeliv. Omtrent to tusinde Mand skulle da være komne sammen, udrustede med Harnisker, Bøsser og Armborster, for at storme Klosteret De brøde først Kirken op med Magt og dræbte derinde Biskop Thorlejf, de to Kanniker og Kapellanen, med Hr. Peder Nilssøn og mange andre Folk, hvorimod de ikke kunde faa Hr. Olaf i sin Magt, da han havde taget sin Tilflugt til Kirkens Taarn For at faa ham ud fra dette, lagde de Ild op om det, saa at han, da Taarnet kom i Brand, maatte gaa ud og give sig i sine Fienders Vold. Han bad kun om tre Timer til at skrifte og gjøre sit Testament, og da disse vare forbi, blev han dræbt og hug- get i Stykker. Med ham blev der ogsaa slaaet nogle andre ihjel, medens enkelte bleve skaanede; i alt skal der være dræbt sexti Per- soner. Klosteret brændte fuldstændig af, og efter en Beretning skulle ogsaa flere af Nonnerne være dræbte eller voldtagne. Dette skede paa St. Ægidii Dag, 1ste September, 1455. – Tydskernes Adsærd ved denne Lejlighed var ganske vist voldsom i en Grad, der ikke kan tilstede nogen Undskyldning; men kan dog ien Tid, som det femtende Aarhundrede, finde sin Forklaring. Hr. Olaf Nilssøn havde selv paa den mest hensynsløse Maade ud- æsket de tydske Kjøbmænd imod sig og maatte derefter være forberedt paa, at disse paa lignende Vis vilde tage sig betalt for den Skade, som han tilføjede dem, især da han vel maatte vide, at disse kjendte det Forhold, der var mellem ham og Kongen, og af den Grund ikke kunde frygte synderlig for Hævn fra denne. Det synes saaledes forunderligt, at han under disse Omstændigheder overhovedet vovede
