ham, hvis Harald atter fik samlet sine Tilhængere og angreb ham, havde denne bedre benyttet Tiden og kom Juleaften udenfor Bergen med en betydelig Styrke, med hvilken han foreløbig lagde ind i Florevaag, da han ikke vilde strides i de paafølgende Helligdage, der varede lige til „Affaredagen i Julen“, Januar 1135. Magnus, som hidtil havde forholdt sig meget passiv, syntes ved Farens Nærhed pludselig at vaagne op til Handling, og benyttede den Tid, som saaledes var ham levnet, saa godt, som det var ham muligt. Ude paa Holmen lod han oprejse en Valslynge, medens Vaagen spærredes ved en Kjæde af Jernlænker og Træbomme, der gik fra Kongsgaarden over til den saakaldte Munkebrygge paa Nordnes, og ligeledes lod han forfærdige en hel Del Fodangler (Hærsporer), som bleve udlagte paa Vestsiden af Vaagen, paa Jonsvoldene, som ved denne Lejlighed nævnes for første Gang. Harald lod, da han endelig, efterat Helgen var over, havde bestemt sig til at foretage Angrebet, sine Skibe først fra Florevaag ro over mod Nordnes, som om det var hans Hensigt at landstige der, og lokkede derved sin Modstander, der oprindelig i den Tro, at Angrebet vilde ske paa Vaagens Østside mod den bebyggede By, havde opstillet sine Folk paa Kristkirkegaarden, til at forlade denne Stilling og trække sig indover mod Vaagsbunden for der at optage Kampen. Denne Manøvre blev imidlertid aldeles ødelæggende for Magnus, idet mange af Byens Folk, der tidligere havde maattet slutte sig til ham, nu paa Marschen gjennem Byen benyttede Lejligheden til at forstikke sig i sine Huse, og da han endelig med de Tiloversblevne kom til Jonsvoldene, faldt mange af disse i de Fodangler, som han selv tidligere havde ladet udlægge for at hindre Fiendens Fremrykning. Til samme Tid saa han ogsaa, at han var narret, idet Harald allerede var lagt til ved Hegravik (Sandviken), hvor han og hans Folk netop havde steget iland. Skjønt hans Sag efter dette saa godt som var fortabt, vilde Kong Magnus alligevel endnu gjøre et Forsøg paa at optage Kampen med sin overmægtige Modstander og fatte sig derfor atter i Bevægelse udover mod Holmen; men paa denne Vei blev han forladt af de Fleste, som hidtil havde fulgt ham, og maatte da omsider give tabt. Med de Faa, som endnu vare ham troe, søgte han nu sin Redning paa et Skib; men da Vaagen tidligere var spærret af ham selv, blev han et Offer for sine egne Foranstaltninger. Da han saa, at al Mulighed for at slippe bort var afskaaren, satte han sig i Rummet foran Løftingen paa sin Højsædeskiste, og ventede der, hvad der skulde komme.
