Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/26

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
14

ham, hvis Harald atter fik ſamlet ſine Tilhængere og angreb ham, havde denne bedre benyttet Tiden og kom Juleaften udenfor Bergen med en betydelig Styrke, med hvilken han foreløbig lagde ind i Florevaag, da han ikke vilde ſtrides i de paafølgende Helligdage, der varede lige til „Affaredagen i Julen“, Januar 1135. Magnus, ſom hidtil havde forholdt ſig meget pasſiv, ſyntes ved Farens Nærhed pludſelig at vaagne op til Handling, og benyttede den Tid, ſom ſaaledes var ham levnet, ſaa godt, ſom det var ham muligt. Ude paa Holmen lod han oprejſe en Valſlynge, medens Vaagen ſpærredes ved en Kjæde af Jernlænker og Træbomme, der gik fra Kongsgaarden over til den ſaakaldte Munkebrygge paa Nordnes, og ligeledes lod han forfærdige en hel Del Fodangler (Hærſporer), ſom bleve udlagte paa Veſtſiden af Vaagen, paa Jonsvoldene, ſom ved denne Lejlighed nævnes for førſte Gang. Harald lod, da han endelig, efterat Helgen var over, havde beſtemt ſig til at foretage Angrebet, ſine Skibe førſt fra Florevaag ro over mod Nordnes, ſom om det var hans Henſigt at landſtige der, og lokkede derved ſin Modſtander, der oprindelig i den Tro, at Angrebet vilde ſke paa Vaagens Øſtſide mod den bebyggede By, havde opſtillet ſine Folk paa Kriſtkirkegaarden, til at forlade denne Stilling og trække ſig indover mod Vaagsbunden for der at optage Kampen. Denne Manøvre blev imidlertid aldeles ødelæggende for Magnus, idet mange af Byens Folk, der tidligere havde maattet ſlutte ſig til ham, nu paa Marſchen gjennem Byen benyttede Lejligheden til at forſtikke ſig i ſine Huſe, og da han endelig med de Tiloversblevne kom til Jonsvoldene, faldt mange af disſe i de Fodangler, ſom han ſelv tidligere havde ladet udlægge for at hindre Fiendens Fremrykning. Til ſamme Tid ſaa han ogſaa, at han var narret, idet Harald allerede var lagt til ved Hegravik (Sandviken), hvor han og hans Folk netop havde ſteget iland. Skjønt hans Sag efter dette ſaa godt ſom var fortabt, vilde Kong Magnus alligevel endnu gjøre et Forſøg paa at optage Kampen med ſin overmægtige Modſtander og fatte ſig derfor atter i Bevægelſe udover mod Holmen; men paa denne Vei blev han forladt af de Fleſte, ſom hidtil havde fulgt ham, og maatte da omſider give tabt. Med de Faa, ſom endnu vare ham troe, ſøgte han nu ſin Redning paa et Skib; men da Vaagen tidligere var ſpærret af ham ſelv, blev han et Offer for ſine egne Foranſtaltninger. Da han ſaa, at al Mulighed for at ſlippe bort var afſkaaren, ſatte han ſig i Rummet foran Løftingen paa ſin Højſædeskiſte, og ventede der, hvad der ſkulde komme.