226 Fiender“, plyndrede de, hvor de kunde komme til, de fredelige Handelsskibe, og paa alle de nordiske Have vare „Ligedelerne“ al- mindelig frygtede. Fra norsk, svensk eller dansk Side var der liden Udsigt til, at der skulde kunne foretages Skridt imod dem, med Haab om varig Virkning; alle saadanne maatte under de daværende Om- stændigheder udgaa fra Hanseforbundet, der ogsaa for sit Vedkom- mende var interesseret i at kue delte Uvæsen. Efter at Usikker- heden i de sidste Aar af det fjortende Aarhundrede var steget til en uudholdelig Højde, blev der ogsaa omsider fra Hamburg, Bremen og Lübeck taget alvorlig sat, og allerede i 1400 lykkedes det disse Stæders Orlogsskibe at rense Farvandet og gjøre mange Fanger, som bagefter maatte lade Livet til Straf for sine Bedrifter. Sørøv- erne kom imidlertid paa ny frem fra sine Smuthuller,– og der maatte i 1402 atter udrustes nye Expeditioner, hvilke det lykkedes at fælde Størtebeker og fange de to andre af de ovenfor nævnte Røver- l)øvdinger. De fangne Røvere bleve ogsaa denne Gang henrettede, og Bøddelen i Hamburg skal alene paa en Dag have ladet otti Hoveder falde. Men ikke en Gang denne Strenghed hjalp, og i de følgende Aar kom der nye Bander i de gamles Sted, der atter gjorde Sejladsen usikker. Hvad Rostock og Wismar angik, da slut- tede de senere Fred med de norske Riger og fik ved et af Kong Erik i Vadstena 27de Juni 1404 udstedt Brev til Kongens „Foged og Embedsmænd og alle Nordmænd, som bygge og bo i Bergen“, de samme Rettigheder, som de før Krigen havde nydt i denne Stad Begyndelsen af det femtende Aarhundrede var for øvrigt ogsaa inden selve Hanseforbundet en betydningsfuld Tid gjennem de for- skjellige Rivninger, som da begyndte at ytre sig, og omsider ledede til den store Spaltning, hvorved „Vesterlingerne“ eller de neder- landske Stæder skilte sig ud fra „Osterlingerne“. Ligeledes forefaldt der paa den Tid i flere af Stæderne, bl. a. i selve Lübeck indre Uroligheder, som ogsaa gjorde det saa meget vanskeligere for det samlede Forbund at optræde med den nødvendige Kraft udad, da Sørøveruvæsenet fra 1416 paa ny havde begyndt at antage et ligesaa betydeligt Omfang, som i det foregaaende Aarhundrede Dette blev fornemlig Tilfældet efter 1416, da de slesvigske H“ertuger under Krigen mod Kong Erik af Pomern kaldte Vitaliebrødrene til Hjælp. Dog gik deres Plyndringer endnu for det første ikke ud over de norske Stæder, saalænge der var et venskabeligt Forhold mellem Kongen og Hanseforbundet, som paa Hansedagen i Lübeck 14l8 atter havde sluttet sig nærmere sammen. Heri indtraadte der imidlertid en afgjørende Forandring, da det i 1426 saa ud, som om
