2L4 føre med sig. Selv Skibe bleve tagne med; dog fortælles det, at de ikke kunde faa tolket et Anker, som kaldtes Langbejn, og skulde have tilhørt Kong Olaf (den Hellige). Biskopen og Lagmanden med flere andre Mænd maatte paa egne og Borgerfkabets Vegne sværge Kong Albrecht Huldskab og Troskab, hvilket de dog kun synes at have gjort under Forbehold af, at han var Konge „med Rette.“ De faldne Sørøveres Lig bleve nedsænkede ude paa Vaagen, medens „Mecklenburg“ med megen Højtidelighed blev jordfæstet i eller ved Olafskirken i Vaagsbunden. Inden otte Dages Forløb droge Vitalinerne bort fra Bergen, hvor de paa Kongsgaarden efterlade en Besætning, medens de medtoge sine Fanger, deriblandt Jon Darre selv, der først i det følgende Aar atter kom paa fri Fod. Et af Vitalinernes Skibe skal dog strax efter været bleven erobret, formodentlig af et af de Krigsskibe, som Dronning Margrete havde lejet i England, og som paa den Tid maa have været paa Vejen til Danmark. Den ombordværende Besætning, der skal have udgjort otti Mand, blev uden Naade henrettet som Sørøvere Ikke bedre gik det den paa Kongsgaarden efterladte Besætning, da Fehirden i Nidaros, Otte Rømer, som formodentlig da netop var paa Vejen til det søndenfjeldske med Ledingstropperne fra sit Distrikt, kort efter kom til Bergen, hvor han først gjorde et Forsøg paa at indhente de bortdragne Røverskibe, som imidlertid da havde vundet et altfor stort Forsprang. Han maatte nu i det Sted nøjes med at vende sig mod den tydske Besætning, der ikke kunde holde sig imod ham, og, som det heder, blev dræbt skarevis. Otte Rømer synes senere hen at være bleven i Bergen som Fehirde, medens Jon Darre, selv efter sin Løsladelse fra Fangenskabet, ikke vendte tilbage dertil.!) Saa ødelæggende end den Hjemsøgelse havde været, hvorfor Bergen saaledes i 1393 var udsat, blev den dog ikke enestaaende; thi allerede to Aar efter, i 1395, kom Vitalinerne tilbage for at plyndre, hvad de ved sit første Besøg havde levnet.2) De afbrændte Strøg af Byen kunne paa den Tid endnu ikke have været fuldstændig gjenopførte, og ere sandsynligvis nu paa ny lagte i Aske, uagtet dette ikke udtrykkelig siges i de Beretninger, som man har om Over- “) Som ovenfor omtalt (S. 222 Note) er Detmar i sin Beretning om dette Vitalinernes første Overfald meget kortfattet og Hovedkilden bliver derfor Annales Islandjci, S. 360 flg. og I–’l8tey8rböl:, III, S. 579 flg., samt Bergens RimkrønikeiN. Nicolaysens Norske Magasin,I,33 flg. 2) En enkelt Oplysning om Vitalinernes Plyndringer udenfor Norge findes i I)iI)l. Nor-v. V, No. 366. .
