Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/235

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


223 13dc April ankom der udenfor Bergen en Flaade, hvis Størrelſe angives meget ſorſkjellig, mellem fire og atten Skibe, og ſom ſkal have været bemandet med nihundrede Skytter, under Anførſel af en Slægtning af Kong Albrecht, der gaar under det beſynderlige Navn „C–nis“, og en anden, ſom kun kaldes „Mecklenburg.“ Sandſynlig- vis have disſe førſt rettet en Opfordring til Fehirden, Jon Darre, om at overgive dem Kongsgaarden og Staden, idet de paaſtode, at Kong Albrecht, for hvis Sag de kjæmpede, ſkulde være Norges ret- mæsſige Herre. Hermed maa der være hengaaet nogen Tid, ſom formodentlig fra norſk Side er bleven anvendt til at træffe enkelte Forſvarsanſtalter; men da Vitalinerne maa have faaet beſtemt Af- ſlag paa ſine Fordringer, ſtred de, ſandſynligvis 17de April, til Angreb paa Byen, idet de gjorde Landgang indenfor Nordnes. Jon Dane havde væbnet Bymændene, med hvem formodentlig ogſaa mange af de tydſke Kjøbmænd ved Kontoret havde gjort fælles Sag imod Voldsmændene, der ikke gjorde Forſkjel paa Ven og Fiende. Kampen blev meget voldſom, idet Bymændene forſvarede ſig med megen Tapperhed, og ſornemlig nævnes Jon Darre og Merkesmanden, Henrik Aſlaksſøn, med Berømmelſe Forſvarerne rammedes imid- lertid af det Uheld, at deres tapre Høvedsmand blev fangen af Bitalinerne, medens Merkesmanden blev dræbt af et Skud gjennem Hovedet, idet han løftede paa ſin Staalhue for at afkjøle ſig lidt. Paa Angribernes Side faldt derimod den ene af deres Høvedsmænd, den omtalte „Mecklenburg“, der blev fældet af en Nordfarer, ved Navn C–rik. Under dette bleve Nordmændeue, der ſandſynligvis hverken have været ſaa krigsvante eller ſaa godt udruſtede ſom deres Mod- ſtandere, ſtadig trængte tilbage og efter en ſidſte heftig Kamp inden- for Olafskirken i Vaagsbunden fuldſtændig oprevne, hvormed Byen var i Voldsmændenes Magt. Det heder derom i „Bergens Rim- krønike““: Der monne førſt Kirker og Kloſtre røves, Dernæſt de og Bergen monne prøve. . De tog dem deres Gods og Penninge fraa, Splv, .lklenodier, og hvis de kunde faa. Saa ſætte de Ild paa deres Hus for ſandt, Og ſloge Borgerne ihjel paa Stand, Og gjorde en Honning for Bytte, de vandt. Intet ſkaanedes under denne Plyndring, hvorunder ogſaa ſtore Dele af Byen gik op i Luer, og heller end at lade noget blive til- bage, foretrak Nøverne at nedſænke paa Baagen, hvad de“ikke kunde