Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/222

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


L10 Land, ſom Norge var, kun vanſkelig erſtatte, og det maatte derfor ſætte det mere tilbage, end det allerede i Forvejen var bragt. Navnlig kunde dette ikke vel undgaa at viſe ſine Følger i Rigets Handelsſamkvem med andre Lande. Thi uagtet disſe ogſaa vare ſtærkt medtagne under den ſorte Død, havde de dog lettere for igjen at komme til Kræfter end de ſmaa indfødte Handelsſamfnnd, der fandtes i de norſke Stæder, og ſom ikke taalte mange Ødelæggelſer af denne Sort. Saaſnart de nordtydſke Stæder havde overſtaaet Farſotten og atter begyndte at komme til Belmagt, maa de viſtnok ſtrax have ikke alene fortſat, men ogſaa i en ganſke betydelig Grad udvidet ſine Forbindelſer med Norge, fornemlig med Bergen, hvor de nu kunde indtage en endnu mægtigere Stilling end før, og ſom en Følge deraf optraadte med meget Overmod i ſit Forhold til Landets egne Børn Det er allerede omtalt, hvorledes de bare ſig ad, og navnlig er det mærkeligt at ſe, hvorledes de i 135o, altſaa umiddelbart efter Sygdommens Ophør, laa i Strid med de norſke Bymænd. Man kunde i den Anledning næſten formode, at de til- bageværende af disſe have villet benytte Anledningen paa en Tid, da der neppe heller kan have været mange Tydſkere i Bergen, og Forbindelſen med deres Hjemland endnu led under Sortedødens Vil-kninger, til at tvinge dem aldeles bort. Dette mislykkedes imid- lertid, da Kongen ydede Tydſkerne ſin Underſtøttelſe; men heller ikke da Regjeringen var begyndt efter Evne at ſøge at gjøre Lovgiv- ningens Bud til Virkelighed, var man derved heldigere. De Volds- gjerninger, ſom i disſe Aar øvedes af TydſkerneiNorge, viſe, hvor ſikre de følte ſig, og i ſamme Retning gaa i Grunden ogſaa de Klager, ſom de fremſatte over formentlige eller virkelige Foruret- telſer. Kontoret var nu indrettet og gav de tydſke Vinterſiddere i Bergen en forøget Modſtandskraft mod alle norſke Forſøg paa at indſkrænke dem. Det var en Indretning, ſom var i fuldſtændig Overensſtemmelſe med Tidens Aand, og havde deri en af de væ- ſentligſte Betingelſer for ſin fremtidige Trivſel.1) Men det havde dog endnu meget tilbage, forinden det naaede til det uindſkrænkede Herredømme over det veſten- og nordenfjeldſke Norges Handel, ſom det ſenere erhvervede. Førſt og fremſt havde det at kjæmpe med en j-H–:jjj. !) Dunte (Geſchichte der freien Stadt Bremen, ll, 149) opfattet- ſelve Privilegiet af 1343, ſom om deri laa en formelig Anerkjendelſe fra norſk Side af Kontoret; men dette kan dog ikke lægges der-i.