Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/204

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

192 medens Sagen blev en ganske anden, saasnart det blev almindeligt, at de sloge sig ned i Bergen som Vintersiddere. Det synes nu ogsaa, som om de dermed have ladet sig nøje. Om at ilægge dem nogen Straf for deres tidligere udviste Gjenstridighed, blev der ikke Tale, saa at Lovens Herredømme over Tydskerne ingenlunde kunde siges at være fuldstændig hævdet!). „ Denne Strid med de tydske Vintersiddere og Sutere i Bergen berørte ikke det venskabelige Forhold til deres Hjemstæder, med hvilke der i de samme Aar assluttedes flere fornyede Traktater. Saaledes fornyedes i 1305 den Qverenskomst, fomi 1296 var afsluttet med Kampen, hvis Borgere ogsaa Aaret i Forvejen havde opnaaet en Forsikring om Beskyttelse for deres Skibbrudne I 1306 udstedte Kongen en Bekræftelse paa de Friheder, som ved Overenskomsten i Kalmar vare tilstaaede Liibeckerne, og bevilgede dem yderligere Frihed for i fem Aar at betale det Pund Korn i Told, som tidligere var dem paalagt, naar de kom til Bergeii, Oslo, Tunsberg og Konghelle, samt skjænkede dem paa to Aar Toldsrihed ved det norske Sildefiske. Endelig bekræftede han i 1308 de Handelsrettigheder, som vare tilstaaede Stralsunds Borgere. Nogle Aar senere, sandsynligvis mod Slutningen af 1311 synes der dog at være indtraadt en ganske kort Afbrydelse i dette venskabelige Forhold, indtil der i Maj 1312 i Stralsund afsluttedes en Over- enskomst mellem den norske Udsending, Ridderen Thore den unge og Repræsentanter for Lilbeck, Wismar, Rostock, Greifswalde og Stralsund, hvilken bekræftede de ældre Rettigheder.2) Samtidig med, at der, som i det foregaaende er omtalt, havde været et spændt Forhold mellem de højeste Embedsmænd i Bergen og de tydske Kjøbmænd, var der ogsaa opstaaet Vanskeligheder med de engelske, idet disse ligeledes – formodentlig opmuntrede ved det Held, som havde fulgt Tydskerne – havde forsøgt at unddrage sig de Forpligtelser, der i de norske Stæder paalaa alle Fremmede, som opholdt sig der for kortere eller længere Tid. De Klager, som disse engelske Kjøbmænd førte over, at de vare tvungne til at “) 1)jI)l. Nor-v. I No. 122; ll, No. 95, 97, 102, 104; IIl, No. 93 og 96 Coc1. Arm 1s1agn. 331 fol. Smlgn. N. Nicolaysen, Norske Magasin, 1, 565; R. Keyser, Den norske Kirkes Historie, ll,136–145 og P. A. Munrh, Det norske Folks Historie, IV, 2, 581–587. 2)1)jp1.No1–v. V, No. 45, 52 og 53; P. A. Muncb, Det norske Folks Historie,1V,2, 579 flg. og Hanserecesse, I, 56 flg. og de paa de to sidste Steder paaberaabte Verker Munch henfører Thore den unges Sendelse til 1313.