Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/204

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


192 medens Sagen blev en ganſke anden, ſaaſnart det blev almindeligt, at de ſloge ſig ned i Bergen ſom Vinterſiddere. Det ſynes nu ogſaa, ſom om de dermed have ladet ſig nøje. Om at ilægge dem nogen Straf for deres tidligere udviſte Gjenſtridighed, blev der ikke Tale, ſaa at Lovens Herredømme over Tydſkerne ingenlunde kunde ſiges at være fuldſtændig hævdet!). „ Denne Strid med de tydſke Vinterſiddere og Sutere i Bergen berørte ikke det venſkabelige Forhold til deres Hjemſtæder, med hvilke der i de ſamme Aar aſſluttedes flere fornyede Traktater. Saaledes fornyedes i 1305 den Qverenskomſt, fomi 1296 var afſluttet med Kampen, hvis Borgere ogſaa Aaret i Forvejen havde opnaaet en Forſikring om Beſkyttelſe for deres Skibbrudne I 1306 udſtedte Kongen en Bekræftelſe paa de Friheder, ſom ved Overenskomſten i Kalmar vare tilſtaaede Liibeckerne, og bevilgede dem yderligere Frihed for i fem Aar at betale det Pund Korn i Told, ſom tidligere var dem paalagt, naar de kom til Bergeii, Oslo, Tunsberg og Konghelle, ſamt ſkjænkede dem paa to Aar Toldſrihed ved det norſke Sildefiſke. Endelig bekræftede han i 1308 de Handelsrettigheder, ſom vare tilſtaaede Stralſunds Borgere. Nogle Aar ſenere, ſandſynligvis mod Slutningen af 1311 ſynes der dog at være indtraadt en ganſke kort Afbrydelſe i dette venſkabelige Forhold, indtil der i Maj 1312 i Stralſund afſluttedes en Over- enskomſt mellem den norſke Udſending, Ridderen Thore den unge og Repræſentanter for Lilbeck, Wismar, Roſtock, Greifswalde og Stralſund, hvilken bekræftede de ældre Rettigheder.2) Samtidig med, at der, ſom i det foregaaende er omtalt, havde været et ſpændt Forhold mellem de højeſte Embedsmænd i Bergen og de tydſke Kjøbmænd, var der ogſaa opſtaaet Vanſkeligheder med de engelſke, idet disſe ligeledes – formodentlig opmuntrede ved det Held, ſom havde fulgt Tydſkerne – havde forſøgt at unddrage ſig de Forpligtelſer, der i de norſke Stæder paalaa alle Fremmede, ſom opholdt ſig der for kortere eller længere Tid. De Klager, ſom disſe engelſke Kjøbmænd førte over, at de vare tvungne til at “) 1)jI)l. Nor-v. I No. 122; ll, No. 95, 97, 102, 104; IIl, No. 93 og 96 Coc1. Arm 1ſ1agn. 331 fol. Smlgn. N. Nicolayſen, Norſke Magaſin, 1, 565; R. Keyſer, Den norſke Kirkes Hiſtorie, ll,136–145 og P. A. Munrh, Det norſke Folks Hiſtorie, IV, 2, 581–587. 2)1)jp1.No1–v. V, No. 45, 52 og 53; P. A. Muncb, Det norſke Folks Hiſtorie,1V,2, 579 flg. og Hanſerecesſe, I, 56 flg. og de paa de to ſidſte Steder paaberaabte Verker Munch henfører Thore den unges Sendelſe til 1313.