191 Vinteren 1306 til 1307 fundet paa at unddrage sig Betalingen af den Tiende, som de vare skyldige, og som Tydskerne tidligere stedse havde betalt dels med dels uden Modsigelse!), ligefra Midten af det foregaaende Aarhundrede, da det af Kong Haakon Haakonssøn var befalet, at Udlændinge ligesaavel som I–ndlændinge skulde betale Tiende og anden Rettighed til Kirkerne. Denne deres Negtelse fremkaldte bestemte Jndsigelser fra Biskop Arne, som ikke vilde taale en saadan Egenraadighed og derfor nu optraadte meget bestemt imod Suterne. Sagen blev meget langvarig. Efterat Biskopen i 1307 første Gang havde bragt den paa Bane og bansat de Gjen- ftridige, synes det, som om disse for denne Gang ere faldne til Fode. Dette var dog ikke en langvarig Eftergivenhed, idet to Aar efter ikke alene Suterne, men ogsaa Bintersidderne paany negtede at betale Tienden og derved atter fremkaldte Biskopens Indskriden med Trusel om fornyet Bansættelse, saafremt de ikke nu vilde give efter. Da dette ikke skede, blev Truselen i det følgende Aar, efter flere Forhandlinger, endelig bragt til Udførelse imod dem, der ansaaes for at være Hovedmænd for Negtelsen. Da samtidig den kongelige Fehirde og Sysselmand i Bergen ogsaa opfordredes af Biskopen til at skride ind mod Tydskerne, vakte dette tillige med Biskopens Bansættelse en saadan Forbitrelse imellem Vinter-sidderne, at de indgik en Forening, hvortil ogsaa Suterne sluttede sig, om hverken at kjøbe noget af Biskopen og de øvrige Gejstlige eller at sælge noget til dem, hvilket de ogsaa med Strenghed overholdt, saaledes at nogle kort i Forvejen ankomne tydske Kjøbmænd paa Grund af dette Forbud ikke vovede at sælge sine Barer til de Gejstlige. Efter at omsider Kongen havde blandet sig i Sagen, faldt dog Tydskerne for en Del til Fode, og Tvistens Afgjørelse blev overdragen til en verdslig Domstol. Ved en om Sommeren 1311 afsagt Kjendelse af Lagmanden bleve derpaa de tydske Vintersiddere og Sutere tilpligtede at betale sin Tiende, naar de tilbragte Vinteren i Bergen, idet det nu fremhævedes, at saalænge man strengt havde overholdt Bestemmelsen om, at Udlæn- dinges Handel var indskrænket til Sommertiden mellem de to Kors- messer, kunde der ikke være Tale om at kræve Tiende af dem, -: “) Om en lignende Negtelse af at betale Tienden i 1296, hvorved imidlertid Tydskerne strax gave efter, se I)ipl. Nor-v. IlI, No. 37. Den af R. Keyser i Den norske Kirkes Historie (Il, l37s fremsatte Formod- ning, at disse Bestræbelser maa have staaet iForbindelse med Retter- boden af 9de Marts 1295, synes at vare meget rimelig
