Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/203

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


191 Vinteren 1306 til 1307 fundet paa at unddrage ſig Betalingen af den Tiende, ſom de vare ſkyldige, og ſom Tydſkerne tidligere ſtedſe havde betalt dels med dels uden Modſigelſe!), ligefra Midten af det foregaaende Aarhundrede, da det af Kong Haakon Haakonsſøn var befalet, at Udlændinge ligeſaavel ſom I–ndlændinge ſkulde betale Tiende og anden Rettighed til Kirkerne. Denne deres Negtelſe fremkaldte beſtemte Jndſigelſer fra Biſkop Arne, ſom ikke vilde taale en ſaadan Egenraadighed og derfor nu optraadte meget beſtemt imod Suterne. Sagen blev meget langvarig. Efterat Biſkopen i 1307 førſte Gang havde bragt den paa Bane og banſat de Gjen- ftridige, ſynes det, ſom om disſe for denne Gang ere faldne til Fode. Dette var dog ikke en langvarig Eftergivenhed, idet to Aar efter ikke alene Suterne, men ogſaa Binterſidderne paany negtede at betale Tienden og derved atter fremkaldte Biſkopens Indſkriden med Truſel om fornyet Banſættelſe, ſaafremt de ikke nu vilde give efter. Da dette ikke ſkede, blev Truſelen i det følgende Aar, efter flere Forhandlinger, endelig bragt til Udførelſe imod dem, der anſaaes for at være Hovedmænd for Negtelſen. Da ſamtidig den kongelige Fehirde og Sysſelmand i Bergen ogſaa opfordredes af Biſkopen til at ſkride ind mod Tydſkerne, vakte dette tillige med Biſkopens Banſættelſe en ſaadan Forbitrelſe imellem Vinter-ſidderne, at de indgik en Forening, hvortil ogſaa Suterne ſluttede ſig, om hverken at kjøbe noget af Biſkopen og de øvrige Gejſtlige eller at ſælge noget til dem, hvilket de ogſaa med Strenghed overholdt, ſaaledes at nogle kort i Forvejen ankomne tydſke Kjøbmænd paa Grund af dette Forbud ikke vovede at ſælge ſine Barer til de Gejſtlige. Efter at omſider Kongen havde blandet ſig i Sagen, faldt dog Tydſkerne for en Del til Fode, og Tviſtens Afgjørelſe blev overdragen til en verdslig Domſtol. Ved en om Sommeren 1311 afſagt Kjendelſe af Lagmanden bleve derpaa de tydſke Vinterſiddere og Sutere tilpligtede at betale ſin Tiende, naar de tilbragte Vinteren i Bergen, idet det nu fremhævedes, at ſaalænge man ſtrengt havde overholdt Beſtemmelſen om, at Udlæn- dinges Handel var indſkrænket til Sommertiden mellem de to Kors- mesſer, kunde der ikke være Tale om at kræve Tiende af dem, -: “) Om en lignende Negtelſe af at betale Tienden i 1296, hvorved imidlertid Tydſkerne ſtrax gave efter, ſe I)ipl. Nor-v. IlI, No. 37. Den af R. Keyſer i Den norſke Kirkes Hiſtorie (Il, l37ſ fremſatte Formod- ning, at disſe Beſtræbelſer maa have ſtaaet iForbindelſe med Retter- boden af 9de Marts 1295, ſynes at vare meget rimelig