mod Intet for at skaffe Kongen en Bolig. Dette var aldeles afvigende fra, hvad der i Almindelighed sandt Sted ved Anlægget af de norske Byer; men det har dog sin naturlige Forklaring deri, at Aalreksstads Nærhed foreløbig gjorde det mindre nødvendigt, at man ogsaa havde en kongelig Residents inden den nye By. Forholdene vare i denne Henseende forskjellige fra, hvad de vare i Oslo, Sarpsborg og Nidaros, hvor der ikke laa noget gammelt Kongesæde i Nærheden, og hvor saaledes Opførelsen af en Kongsgaard maatte høre med til de første Behov, der gjorde sig gjældende. Derimod var der en anden By, nemlig Tunsberg, hvor Forholdene mere lignede Bergens, da her Kongsgaarden Sæm laa ganske i Nærheden, og derfor hørte ogsaa Tunsbergs Kongsgaard til Byens yngste offentlige Bygninger Bergen fik paa samme Maade først under en af de paafølgende Regenter sin egen Kongsgaard, saaledes som strax nedenfor nærmere vil blive omtalt.
Naar der til de ovenfor nævnte Foranstaltninger endnu føjes den, at Kong Olaf vistnok først har ordnet den nye Kjøbstads kommunale Forhold, har man under Et samlet, hvad han i sin Regjeringstid kan have gjort for Bergen, som derigjennem var bleven en virkelig Stad i dette Ords fulde Betydning. Om ogsaa Traditionen temmelig hurtig tabte alle disse Enkeltheder, bevarede den dog altid Erindringen om, at det var Olaf Kyrre, hvem det hele Anlæg skyldtes. Derimod savnes der i de forskjellige Beretninger, som derom indeholdes i Sagaerne, en bestemt Angivelse af, naar det foregik, og man er saaledes ogsaa her henvist til Gjætninger. Dog er der, som P. A. Munch[1] har antaget, størst Sandsynlighed for, at det maa blive at henføre til et af Aarene imellem 1070 og 1075, og i ethvert Fald kan man ikke komme den rette Tid nærmere. I nogle historiske Skrifter fra den anden Halvdel af det 16de Aarhundrede anføres ogsaa Aaret 1070, som det, hvori Bergen er grundlagt, i Forbindelse med det mærkelige gamle Sagn, som der fortælles, og som, uagtet det ikke er nedskrevet førend for omtrent 300 Aar siden, dog sikkerlig har en meget betydelig Ælde. Det ene af disse Skrifter er den saakaldte „Bergens Rimkrønike“, hvor Sagnet gjengives i følgende Form:[2]
Udi Konning Magnus Olafssøns Tid hin Gode
Paa Aalreksstad da bo’de
