En Mand, hed Gissur Gudbrandssøn.
Han var en Spaamand bedst og kjøn;
Han var en Knabe paa samme Gaard.
Hans Drenge ginge og vogtede Faar
Langs og rundt om Bergen Vaag
Og fersk Tang for Faarene opdrog.
Da monne de høre overmaade bruske
Med Læsning og Hvisken, meget ruste
Med Tømring og Banken overmaade,
Med Trommer og Piber, at de monne raade,
At samme hans Drenge deraf havde Under
Og sagde deres Herre strax det Vunder.
Han spaa’de, at den Plads blev meget hellig,
Med Gudelighed meget lyksalig,
Og at der skulde ske stor Handel og megen Dat,
Og at der skulde bygges en Stad vel brat.
Fyrretyve Aar efter denne hans Profetering
Bygdes Staden med megen Haandtering
Paa det tyvende Aar, om jeg skal sige trygt,
Efterat Oslo var først bygt,
Og efter Guds Aar Tusind og halvtredsindstyve.
I en saa godt som uforandret Form gjengives det samme Sagn i den noget yngre „Bergens Fundats“, der her som ellers væsentlig har udskrevet Rimkrøniken,[1] hvorimod det i Absalon Pederssøns Norges Beskrivelse[2] fortælles med en Del Afvigelser, der ikke vel kunne forklares paa anden Maade, end at denne Forfatter har optegnet det efter en ganske forskjellig Kilde. Det er efter hans Beretning i Kong Haakon den Godes Tid, at den underlige Lyd høres „i Jorden, og endog, medens Kongen selv er paa Aalreksstad, medens det er en gammel Mand, som, idet Kongen frygtet for, at dette skal være et ondt Varsel, siger, at det ikke har anden Betydning, end at der en Gang paa det Sted skal bygges en stor Stad, hvor der skulde „bruges stor Handel og Vandel“. Denne Spaadom blev da ogsaa, som Absalon Pederssøn siger, opfyldt 110 Aar efter Kong Haakons Død. Skjønt disse Tidsangivelser ikke i sig selv kunne tillægges noget større Værd, ere de dog ikke uden al Betydning, da vedkommende Forfattere muligvis kunne
