Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/20

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
8

En Mand, hed Gisſur Gudbrandsſøn.
Han var en Spaamand bedſt og kjøn;
Han var en Knabe paa ſamme Gaard.
Hans Drenge ginge og vogtede Faar
Langs og rundt om Bergen Vaag
Og ferſk Tang for Faarene opdrog.
Da monne de høre overmaade bruſke
Med Læsning og Hviſken, meget ruſte
Med Tømring og Banken overmaade,
Med Trommer og Piber, at de monne raade,
At ſamme hans Drenge deraf havde Under
Og ſagde deres Herre ſtrax det Vunder.
Han ſpaa’de, at den Plads blev meget hellig,
Med Gudelighed meget lykſalig,
Og at der ſkulde ſke ſtor Handel og megen Dat,
Og at der ſkulde bygges en Stad vel brat.
Fyrretyve Aar efter denne hans Profetering
Bygdes Staden med megen Haandtering
Paa det tyvende Aar, om jeg ſkal ſige trygt,
Efterat Oslo var førſt bygt,
Og efter Guds Aar Tuſind og halvtredſindstyve.

I en ſaa godt ſom uforandret Form gjengives det ſamme Sagn i den noget yngre „Bergens Fundats“, der her ſom ellers væſentlig har udſkrevet Rimkrøniken,[1] hvorimod det i Abſalon Pedersſøns Norges Beſkrivelſe[2] fortælles med en Del Afvigelſer, der ikke vel kunne forklares paa anden Maade, end at denne Forfatter har optegnet det efter en ganſke forſkjellig Kilde. Det er efter hans Beretning i Kong Haakon den Godes Tid, at den underlige Lyd høres „i Jorden, og endog, medens Kongen ſelv er paa Aalreksſtad, medens det er en gammel Mand, ſom, idet Kongen frygtet for, at dette ſkal være et ondt Varſel, ſiger, at det ikke har anden Betydning, end at der en Gang paa det Sted ſkal bygges en ſtor Stad, hvor der ſkulde „bruges ſtor Handel og Vandel“. Denne Spaadom blev da ogſaa, ſom Abſalon Pedersſøn ſiger, opfyldt 110 Aar efter Kong Haakons Død. Skjønt disſe Tidsangivelſer ikke i ſig ſelv kunne tillægges noget ſtørre Værd, ere de dog ikke uden al Betydning, da vedkommende Forfattere muligvis kunne

  1. N. Nicolayſen, Norſke Magaſin, I, 520.
  2. N. Nicolayſen, Norſke Magaſin, I, 117.