Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/166

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


I54 Gjaldkeren vare alle Naadmænd, Sysſelmanden og Lagmanden for- pligtede til at indfinde ſig ved Bymødet. Sandſynligvis har der allerede fra gammel Tid af været et Lagrette ved disſe Møder, uagtet det førſt omtales trehnndrede Aar efter Udfærdigelſen af den nyere Bylov. Naar man var misfornøjet med en Afgjørelſe af Lagmanden, kunde man indanke denne for Bymødet og derfra videre for Lagthinget, fra hvilket Sagen igjen kunde gaa til Kongen (VlI, 15.) Medens Bergen tidligere, ligeſom de øvrige af Landets ſtørre Byer, iHenſeende til Jurisdiktion havde hørt under et af de almindelige Lag- thing, nemlig det for det veſtenfjeldfke Norge, Gulathinget, fikz den ved Magnus Lagabøters Lovgivning fit ſæregne Lagthing, der ſkulde holdes Søndag efter Trettende Dag Iul paa det rette Thingſted, der i Bergen oprindelig var Mai-ias Gildeſkaale, efterat Sysſel- manden eller Gjaldkeren paa den nærmeſt foregaaende Thomasdag havde udnævnt tolv Mænd fra hver af Byens fire Fjerdinger, af hvilke tolv tillige med de tolv Naadmænd ſkulde udgjøre Lagrettet. Disſe Nævndemænd ſkulde den førſte Gang, de mødte paa Lagthinget, aflægge en foreſkreven Ed, (I, I og 3.) Lagretten adſkiltes fra de øvrige tilſtedeværende ved vebønd (I, 3). Foruden Gjaldkeren og Raadmændene vare ogſaa Byens Lagmand, Sysſelmanden og Kongens og Biſkopens Ombudsmand ved Loven forpligtede til at være nærværende. Alle ſkulde fare faſtende til Thinget og blive der, til det ringede til Nons i Kriſtkirken. Naar Lagmanden vilde gaa til Thinget for at oplæſe Lovbogen, da lod han i Bergen ringe med den ſaakaldte „Ildſlukningsklokke“ i Nikolaskirken, med hvilken der da, ſaalænge Thinget varede, ikke maatte ringes uden i Til- fælde af Ildløs. Hvis Nogen nød Mad eller Øl og „ænſede dette mere end Thinget“, ſkulde han døde og ikke faa ſin Sag fremmet den Dag, og heller ikke maatte Nogen bringe fpiſende Sager til Thinget for at falbyde dem. Naadmændenes Antal opgives i Byloven (I, 3) til tolv. De ſynes i den førſte Tid efter Bylovens Udſtedelſe ikke at have viſt ſig ſærdeles villige til at opfylde ſine Pligter, hvorfor det allerede ved en Retterbod af 9de Marts 1295 var nødvendigt at indſkjærpe og nærmere beſtemme disfe. De ſkulde nu aflægge Ed paa, at de vilde ſtyrke Loven og Stadens Ret og ikke trænge nogen imod Loven, at de vilde komme til Stevne, naar Gjaldkeren eller Lag- manden lod dem kalde, og ſtyrke og følge de kongelige Ombuds- mænd til al Retfærdighed, ſamt at de ikke vilde forlade Byen, ſaa- længe de vare Raadmænd, uden at have Tilladelſe af Gjaldkeren.