Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/15

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
3

det ovenfor omtalte Navn, Fagervik eller Haslevik (om det overhovedet nogensinde har været benyttet) i Tidens Løb aldeles forsvundet. Det Vær eller Strandsted, som man saaledes kan antage lidt efter lidt har dannet sig paa Aalreksstads Grund, omtales tre Gange i islandske Sagaer, dog saaledes, at deraf ikke kan erholdes nogen nærmere Oplysning, ja, selv uden at det kan afgjøres, hvorvidt det ikke er senere Tiders Forhold, som derved have foresvævet Sagaskriveren. Paa det ene af disse Steder er det endog sandsynligt, at Navnet kun er indkommet gjennem en Forvexling med en af det østlige Norges Byer.[1]

Idet der saaledes af sig selv i Løbet af det tiende eller maaske snarest det ellevte Aarhundrede var fremvoxet et Strandsted ved Bugten ved Aalreksstad, der søgtes af Omegnens Beboere som Handelsplads — nærmest i Lighed med de mange Vær, som endnu findes langs Vestkysten —, var dermed ogsaa den første Betingelse given for, at der i Fremtiden kunde opstaa en formelig Kjøbstad paa dette bekvemt beliggende Sted, der forenede saa mange Betingelser for at blive et Midtpunkt for hele det vestenfjeldske Norges Handel, saasnart denne begyndte at udvikle sig paa de nye Baner, som den maatte følge efter Vikingetidens fuldstændige Ophør. Det laa omtrent midt imellem Hardanger og Sogn, Buknfjorden og Nordfjord, Stat og Lindesnæs, havde til enhver Tid uhindret Forbindelse med alle Punkter inden dette store Distrikt og var kun ved en mindre Afstand

  1. Hvad her er udtalt om, at Bergen allerede længe før Olaf Kyrres Tid har været en Handelsplads, støtter sig med Undtagelse af de omtalte Steder i islandske Sagaer (Laxdøla Saga, Kap. 11, Vigastyrs og Heidarv. Saga,Kap.12 og Hørd Grimkjellssøns Saga, Kap. 12 flg.) kun paa Formodninger. Disse have imidlertid i høj Grad Sandsynligheden for sig og ere forhen fremsatte af baade ældre og nyere Forfattere, der have skrevet om Bergens Anlæg. Se saaledes Sagen og Foss, Bergens Beskrivelse, S. 1 flg. P. A. Munch, Det norske Folks Historie, I, 2, S. 43 og II, 4—33 flg. N. Nicolaysen i Langes Tidsskrift for Videnskab og Literatur, II, 8 flg.