Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/14

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
2


Kongsgaardens Nærhed alene vilde imidlertid neppe have været tilſtrækkelig til at fremkalde nogen mere almindelig Bebyggelſe ved Bredden af denne Vaag, hvis ikke derved ogſaa andre Omſtændigheder vare komne til. For det førſte maatte her være et bekvemt Sted for Omegnens Bønder til at have ſine Baadnauſt, og dernæſt var Vaagen viſtnok allerede tidlig en fordelagtig Plads, naar Fiſket ſlog til, til hvilken derfor Almuen ſtrømmede ſammen, og hvor megen Omſætning foregik, ſaaat ikke Faa af den Grund ſloge ſig ned paa dette Sted. De Nauſt og Smaahuſe, ſom ſaaledes efterhaanden bleve opførte, laa viſtnok alle paa Vaagens øſtlige Side, paa Skraaningen under Fjeldet, ſom tidligere ſandſynligvis dels har været benyttet ſom Græsgang under Aalreksſtad, dels har været bevoxet med Skov. Denne Fjeldſkraaning bar Navnet Bjørgvin ɔ: Bjerggræsgangen, hvoraf i Tidens Løb gjennem Forvanſkninger det nuværende Navn, Bergen, er opſtaaet.[1] Derimod er

  1. Edvard Edvardsſøn anfører i Indledningskapitlet til ſin Bergens Beſkrivelſe alle til hans Tid fremſatte Forklaringer over Navnet Bergens Oprindelſe: „Der er vel adſkillige Meninger om dette Bergens Navn, hvoraf det ſkulde have ſin Oprindelſe Samme mene af Bær, ſaaſom Jordebær etc., ſom maaſke der ſammeſteds, førend Byen blev bygt, haver voxet. Andre af at bære, fordi der paa Steden ej voxer noget Korn eller Kjærne, men bæres og føres andenſteds fra. Eller og af de omliggende Bjerge, ſom ere ſtore og høje. En Del af at bjerge og ſkjule, item af Bjæring, fordi man der, ſom i en belejlig Havn bekvemmelig kan ſkjule og forbjerge ſig imod allehaande Uvejr, ſaa og fordi der findes god Lejlighed at føde og underholde ſig. Af hvilke Meninger Hæderlige og Højlærde Mænd, M: Arnoldus Hanſen de Fine, fordum Rector og Lector i Bergen og ſiden Biſkop udi Throndhjem, og M: Gert Miltzow, Sognepreſt paa Voſs og Provſt over Hardanger, mener den retteſte at være: fordi der er ſaa ſtore Berge omkring den. Og kan denne deres Mening vel være god, dog med ſlig Vilkaar, at det Ord bjerge ogſaa haver ſin Oprindelſe af det gamle norſke Ord, bjørge, ſom er verbi partis og betyder at ſkjule og forbjerge ſig, fordi paa Bjergene er god Lejlighed at ſkjule og forbjerge ſig. Heraf ſiger David: „Jeg løfter mine Øjne til Bjergene,“ Pſ. 121, og vores Frelſer, Jeſus Chriſtus: „Hvo der er i Staden, han ſkye ſig op paa Bjergene;“ til hvad Ende? uden at ſkjule ſig fra Krigens Fare i Jeruſalem? — For det Andet: betyder det Ord bjørge at kunne vel opholde ſig og have god Næring og Bjæring, hvilket man og bekvemmelig kan gjøre paa Bjergene og deromkring. At jeg ikke ſkal tale om, at Bjerge i det gamle norſke Sprog ikke egentlig heder, ſom vi det nu kalde, Bjerge, mens fiallenu. Heraf ſiger den islandſke Pasſions-Skriver: Chriſtus er forklaret a fiallenu Tabor. Item, at By og Stad i det gamle norſke Maal heder Borg og By, hvoraf en Borger nævnes, den, ſom er inden Borg og Stad og desſen Mure ſkjult og forborgen, item den, ſom vel kan bjørge ſig, det er, ſtaar ſig vel, kan bjerge og nære flg. Og tvært imod, per antiphrasin, er man Borgen for anden, naar han ikke ſelv vel kan bjerge ſig, hvoraf og ſiden det Ord Bjæring er kommen. Man ſiger og endnu iblandt Bønderne: Hvordan bjerger han ſig, nærer og opholder han ſig? Er da dette Navn ikke fornemmelig af de ſtore omliggende Bjerge, hvor den er bygt imellem. Thi om ſaa ſkulde være, burde alle andre Stæder, ſom enten ligger paa eller under høje Bjerge, af dennem have deris Navn. Hvilket ſaaledes ikke er, mens heller efter min Mening, ſaaſom disſe Ord: Kroneborg, Hamborg etc. nok udviſer. Hvoraf da ſluttes, at den, ſom ſagt er, heder Bergen, fordi man har baade kunnet vel ſkjule og forbjerge ſig, ſaa og vel kunnet bjerge og nære ſig der.“