Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/14

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
2


Kongsgaardens Nærhed alene vilde imidlertid neppe have været tilstrækkelig til at fremkalde nogen mere almindelig Bebyggelse ved Bredden af denne Vaag, hvis ikke derved ogsaa andre Omstændigheder vare komne til. For det første maatte her være et bekvemt Sted for Omegnens Bønder til at have sine Baadnaust, og dernæst var Vaagen vistnok allerede tidlig en fordelagtig Plads, naar Fisket slog til, til hvilken derfor Almuen strømmede sammen, og hvor megen Omsætning foregik, saaat ikke Faa af den Grund sloge sig ned paa dette Sted. De Naust og Smaahuse, som saaledes efterhaanden bleve opførte, laa vistnok alle paa Vaagens østlige Side, paa Skraaningen under Fjeldet, som tidligere sandsynligvis dels har været benyttet som Græsgang under Aalreksstad, dels har været bevoxet med Skov. Denne Fjeldskraaning bar Navnet Bjørgvin ɔ: Bjerggræsgangen, hvoraf i Tidens Løb gjennem Forvanskninger det nuværende Navn, Bergen, er opstaaet.[1] Derimod er

  1. Edvard Edvardssøn anfører i Indledningskapitlet til sin Bergens Beskrivelse alle til hans Tid fremsatte Forklaringer over Navnet Bergens Oprindelse: „Der er vel adskillige Meninger om dette Bergens Navn, hvoraf det skulde have sin Oprindelse Samme mene af Bær, saasom Jordebær etc., som maaske der sammesteds, førend Byen blev bygt, haver voxet. Andre af at bære, fordi der paa Steden ej voxer noget Korn eller Kjærne, men bæres og føres andensteds fra. Eller og af de omliggende Bjerge, som ere store og høje. En Del af at bjerge og skjule, item af Bjæring, fordi man der, som i en belejlig Havn bekvemmelig kan skjule og forbjerge sig imod allehaande Uvejr, saa og fordi der findes god Lejlighed at føde og underholde sig. Af hvilke Meninger Hæderlige og Højlærde Mænd, M: Arnoldus Hansen de Fine, fordum Rector og Lector i Bergen og siden Biskop udi Throndhjem, og M: Gert Miltzow, Sogneprest paa Voss og Provst over Hardanger, mener den retteste at være: fordi der er saa store Berge omkring den. Og kan denne deres Mening vel være god, dog med slig Vilkaar, at det Ord bjerge ogsaa haver sin Oprindelse af det gamle norske Ord, bjørge, som er verbi partis og betyder at skjule og forbjerge sig, fordi paa Bjergene er god Lejlighed at skjule og forbjerge sig. Heraf siger David: „Jeg løfter mine Øjne til Bjergene,“ Ps. 121, og vores Frelser, Jesus Christus: „Hvo der er i Staden, han skye sig op paa Bjergene;“ til hvad Ende? uden at skjule sig fra Krigens Fare i Jerusalem? — For det Andet: betyder det Ord bjørge at kunne vel opholde sig og have god Næring og Bjæring, hvilket man og bekvemmelig kan gjøre paa Bjergene og deromkring. At jeg ikke skal tale om, at Bjerge i det gamle norske Sprog ikke egentlig heder, som vi det nu kalde, Bjerge, mens fiallenu. Heraf siger den islandske Passions-Skriver: Christus er forklaret a fiallenu Tabor. Item, at By og Stad i det gamle norske Maal heder Borg og By, hvoraf en Borger nævnes, den, som er inden Borg og Stad og dessen Mure skjult og forborgen, item den, som vel kan bjørge sig, det er, staar sig vel, kan bjerge og nære flg. Og tvært imod, per antiphrasin, er man Borgen for anden, naar han ikke selv vel kan bjerge sig, hvoraf og siden det Ord Bjæring er kommen. Man siger og endnu iblandt Bønderne: Hvordan bjerger han sig, nærer og opholder han sig? Er da dette Navn ikke fornemmelig af de store omliggende Bjerge, hvor den er bygt imellem. Thi om saa skulde være, burde alle andre Stæder, som enten ligger paa eller under høje Bjerge, af dennem have deris Navn. Hvilket saaledes ikke er, mens heller efter min Mening, saasom disse Ord: Kroneborg, Hamborg etc. nok udviser. Hvoraf da sluttes, at den, som sagt er, heder Bergen, fordi man har baade kunnet vel skjule og forbjerge sig, saa og vel kunnet bjerge og nære sig der.“