hets fylde — jei er like ve aa segne om der jei ligger og stirrer inn i disse vidunderlie øjne...
Saa pludseli kaster jei et forvillet blik omkring mei, at der ikke er noen — og opdager til min skræk at vi ligger like under odden som springer frem foran bugten hvor hun bor. Et hus vét jei ligger strax heroppe, og det er langt paa maarenen — gud sei forbarme om der kom noen! — aah men jei kan, jei kan ikke la det være
— og sansesløst synker jei igjen inn i hennes skjød, me tongt bankende hjerte, mine læper mot hennes eget allerinderste, og svimler igjen bort og er, er i ufatteli vellyst hos henne! mens hennes ansikt me det smertefult-vellystie smil og det ømme sluknede blik svæver omkring mei paa alle kanter og stirrer mei inn i sjælen saa jei syns at naa, naa! naa!! maa jei dø og forgaa...
Da jei igjen kommer til mei sell sitter jei ve aarerne og ror langsomt inover bugten hvor hun bor. Agter i prammen sitter hun og ser paa mei med de bløte slørete øjne, og en stille angest rinner ned igjennem mine lemmer —: snart skal hun ikke være her mer!...
Pludseli sier hun:
— Du!... naar de naa vil ha dei i arrest vil du saa la dei sætte derinn?
— Ja, svarer jei sagte — hvis du er gla i mei endda, og vil komme og besøke mei... Saalænge du er gla i mei og vil ha mei hos dei, sell om det bare er af og til, saa vil jei leve, saasant jei bare kan. Og
