Og jei sitter igjen der og ror, øjnene dypt i hennes,
mens hun skyver paa aarerne... Eller vi lar
være aa ro og sitter og holler hverandre i hænderne
og snakker sammen — men det hele gaar for sei
som i drømme, en øm feber rinner mei hele tiden
gjennem bloe — og alt er saa søtt og saa tongt... Et
øjeblik forsøker jei pludseli lissom aa gripe mei
fat i det som er, og huske mei tilbake — men bâk
mei er bare søtt forvirret mørke, og jei gir det strax
op og bare læner mei lykkeli inn mot hennes skulder
og ønsker mei ingenting mere i verden...
Jei vaagner først til mei sell ve atter aa føle at det er gaat for mei, og finner mei igjen liggende derinne ve hennes eget allerinderste, mine læper mot hennes dernede. Forvirret løfter jei hode og ser op —:
Hun ligger igjen henslængt paa prammens agtersæte, hvilende paa den ene armen. Et svagt smertefult smil dirrer om hennes vellystie munn, hennes blik er som sluknet, øjnene halt utstrøkne og opløst i svømmende ømhet — og mit hjerte stanser i bævende glæde —: saa hengivent hjertebævende ømt har hennes blik ennu aldri hvilet i mit... hvor er jei hennes til siste trevl!... aah, om hun ville ta mit liv!... Og hun rører sei ikke, stryker ikke kjolen ned omkring sei, ligger der fra sei sell af ømhet og ser paa mei, det vidunderlie legeme nøkent i dagen, og det hvite undertøj op omkring sei...
— og vejre gaar fra mei, hjerte slaar noen tonge bløte vanvittie slag som maa det briste af sin øm-
