alt har afgjort, og i hvert fall vil komme til aa afgjøre min skjæbne.
Hør naa —: jei var hos Dem en nat og Di «syntes og trodde» at for mit vedkommende var alt i orden — der var bare det ivejen at Di ikke brydde Dem noe om det: Di ble slet ikke tat. — Nej hvordan skulle Di ossaa kunnet bli det! Alting var jo saa lite i orden som noensinne fra min side — og Di laa jo desuten der og tænkte paa om det var i orden eller ikke. Og naar man ligger og tænker, saa blir man ikke engang tat, selv om alting er i orden. For at Di skal kunne bli helt tat, saa maa jo baade virkeli alting komme i orden, og Di maa i den grad vite at det er i orden at Di slet ikke mere tænker paa den ting. Og for at muliens de to ting skulle intræde, saa ba jei Dem altsaa om otte nætter — for hvem kunne vite! jei følte mei jo saa ong og stærk, at jei syntes jei maatte kunne fornyes. Men de otte nætter, jei fik dem ikke, Di ga mei dem ikke, og vil ikke heller gi mei dem later det til. Di tør ikke, sier Di, for hvis jei da ikke fik tat Dem helt, saa kom Di til aa hade mei. Javel Vera, det tror jei ossaa. Og Di vét hva det vil si for mei aa løpe den risiko, ikke sant, Di som forsto hva jei hadde litt den natten jei vildret om i skoven dernede og trodde at Di hadet mei og ville bli ve aa hade mei sell efter at jei var dø. Men jei vil heller løpe den risiko allikevel; for i den halle tilstann jei er i naa kan jei jo ikke bli — forstaar Di ikke det? — Og derfor saa ber jei Dem
