skinner lys ut af havestu vindue — og mit hjerte tar igjen til aa banke. Forsikti sniger jei mei videre opover langs kanten a skoven til jei staar likeoverfor det oplyste vindue. Jei kan ikke se derinn, de har hængt noe for vindue; men dér inne er hun! — og jei gaar noen skritt videre opover og sætter mei i hængekøjen deroppe, som de har spænt ut mellem to træer i skovkanten, og blir sittende og stirre me bankende hjerte ned paa det store oplyste vindue —:
... Dérinne er hun!... kansje sitter hun naa og tænker paa mei, hvor forfærdeli jei har det... og paa den dejlie dagen hun vil gi mei naar han er rejst — aa Vera! dejlie Vera!...
Pludseli hører jei noe og venner nervøst øjnene efter lyden — saa stanser mit hjerte: det er Vera som kommer ut a det hvite huse dernede og gaar langsomt, som i tanker, opover mot havestuen! Jei forsøker aa plystre men kan ikke, alting inni mei staar bævende stille, læperne nægter aa gjøre tjeneste — og mens jei sitter der og kjæmper for aa faa plystret det kjente signale, forsvinner hun bâk hjørne derover, og jei hører havestu-døren bli lukket op og i.
Men som jei saa sitter der og raser imot mei sell og graater a fortvilelse fordi jei ikke har faat stanset henne, opdager jei me ét at der er kommet lys i vindue ovenfor, inni hennes soveværelse, og henne sell ser jei staa mitt paa gulve derinne — men kan ikke faa rede paa hva det er hun bestiller. Jei tænker paa aa springe derover og banke sagte paa ruten
