me et stille smil som vil hun si: «ja det er det jeg vil!» — og en umaadeli længsel svulmer op i mei efter henne som jei elsker, en umaadelig længsel efter aa kaste mei inn til hennes bryst og si henne hvor jei elsker henne, og hvor jei er taknemmeli.
Og op springer jei og griper min hat og skynner mei ut a det tomme huse som jei laaser af efter mei, piler saa ned til bryggen og hopper i prammen, og ror afsted utover i mørke; mens hjerte banker me tonge slag efter henne — aah! la mei faa dø ve hennes bryst!...
Sort og vill ligger fjoren utover i natten, me urolie rader af hvite skumkamme glimtende frem i mørke. Jei ror norover langs lanne. Det hule drøn af bølgelarmen derute ruller som en mægti under-tone inn i den øredøvende larm af bølgerne herinne, som rasende bryter sei mot kystens klipper. I vill flugt jager mørke sønderrevne skyer mot Nord; mot Nord suser vinnen afsted; og mot Nord ruller de tonge hvit-kammete bølger — de løfter prammen højt paa sin ryg og bærer den me tong magt afsted fremover mot henne! og højere og højre banker mit hjerte — aah! la mei faa dø ve hennes bryst!...
Men da jei har gjort fast prammen og hopper ilann paa bryggen ve det lille gule badehuse derinne i bugten hvor hun bor, saa synker me ét hele mit mot —: jei vet jo ikke engang om hun er her! langt mindre om jei faar se henne — og skjælvende vandrer jei op gjennem skoven...
Bâk gavlsiden a det hvite huse deroppe stanser jei og kikker frem om hjørne — jo! hun er her, der
