malte stuen — og blir sittende og stirre utover fjoren mens mørke faller paa — aanej jei kan nok ikke sove — saa træt som jei er, jei kan bare vente...
Alt er forbi — forbi paa denne trøstesløse maate!... hvorfor sier hun mei det ikke heller, og lar mei dø?... hvorfor lar hun mei lide mei igjennem disse rædsomme dage og nætter til ingen nytte...
Aah! om jei endda kunne sove mens jei ventet: menjei kan jo ikke sove, før jei har hørt henne si det — aa Vera, si mei det og la mei faa dø!...
Mørkere og mørkere blir det; derute suser blæsten, herinne er det saa tomt og stille — og dødstræt sitter jei der, holt vaaken a denne nagende dirrende pinefulle venten, og stirrer og stirrer utover fjoren, paa alle de hvite skumtoppene som kommer og svinner, kommer og svinner alle steder henover det mørke vann — aa Vera, si mei det og la mei faa dø!...
Men pludseli slaar det ned i mei som et lyn: Først naar han er rejst, vil hun si mei det — og saa me det samme gi mei den ene dagen hun har loft mei! — Da først, naar hun er i fre for ham, kan hun gi mei den hélt og uforstyrret saan som hun har tænkt sei den —: en dejli solskinsdag alene me henne ute i skoven... en dejli dag hvor hun vil øse ut over mei al den kjærlihet hun føler for mei... øse det ut over mei altsammen paa en eneste dag — og saa la mei søvne inn og dø der i hennes arme mitt mens hun er gla i mei... aa Vera! dejlie Vera!...
Og jei ser henne for mei me de store kjærlie øjnene dypt sænket i mine, og hun nikker til mei
