hævede. Men Kjendskabet til dem var højst mangelfuldt, da de kun vare tilgjængelige i en Mængde haandskrevne Exemplarer – for en stor Del private Oversættelser, – hvis Text var højst usikker og indbyrdes afvigende. Herved fremkaldtes endelig i 1604 Christian den fjerde’s Norske Lov, der dog ikke er stort Mere end en trykt Oversættelse af Magnus Lagabøter’s Landslov.
Dette højst uheldige Lovarbejde formaaede imidlertid ikke at hindre den nationale Rets Forfald. Hverken Lovgivning eller Retsbrug kunde i det Hele taget bygge videre paa den nye Lovbog, men gik sine egne Veje. Hvor omfangsrig end Lovgivningen nu i det 17de Aarhundrede var, gjorde den dog fremdeles for Norges Vedkommende forholdsvis lidet for Privatretten. Og selv om man medregner de ikke faa vigtige Love, som bleve givne under Et for Danmark og Norge, var den ialfald ganske utilstrækkelig til at bøde paa Lovbogens Mangler. Disse føltes ogsaa allerede snart efter dens Udgivelse saa stærkt, at man begyndte at tænke paa en ny Lovbog. Men af den lange Række Forsøg paa «Norske Lovs Revisjon «kom der Intetsomhelst ud; det Hele var kun et slaaende Bevis for, at Norge ikke magtede at skaffe sig selv den nye Lovbog, hvortil det saa højlig trængte. Christian IV’s Norske Lov – og derigjennem Magnus Lagabøters Landslov – forblev altsaa i det Væsentlige uophævet indtil 1687.
4. Indtrykket af den foregaaende Fremstilling er, at Lovgivningen endnu mod Tidsrummets Ende forholdsvis kun lidet havde rørt ved den gamle nationale Ret. Og dog vilde ingen Slutning være fejlagtigere end den, at Landet fremdeles beherskedes af samme Love som i 13de Aarhundrede, for da med en Gang at gjøre den bratte overgang til Christian V’s paa dansk Grundlag byggede og efter den nye Tid afpassede Lovbog. Thi ved Siden af hin Lovgivningens stilstand gik en sædvansmæssig Retsudvikling, der, om end uden en dygtig Dommerstands Ledelse, dog magtede at foretage overordentlige Forandringer i den skrevne Ret og gjøre Overgangen til den senere Retstilstand langt mindre mærkelig, end man skulde tro. Hvor sørgelige Rigets Forholde end vare, skred dog Livet fremad, især i Byerne; meget af det Gamle kunde
