dannelse skred fremdeles godt fremad, som Diplomatariet bærer Vidne om.
Den saaledes heldigt begyndte Retsudvikling blev imidlertid snart forstyrret. Norge tabte ved forskjellige sammenstødende Omstændigheder næsten hele sit Aristokrati, der efter hin Tids Samfundsforholde var nødvendigt, for at det skulde holde selvstændig Skridt med Tiden. Fra Slutningen af det 14de Aarhundrede savnede Folket næsten ganske ledende Mænd, udgaaede fra det selv. Lovkyndigheden tabte sine Dyrkere. De allerede forholdsvis hyppige Studierejser til Paris og Orleans ophørte, og, da den vesteuropæiske Indflydelse i Norge omkring 1400 maatte vige for den hanseatiske, kom alligevel ikke det nye Universitet i Rostock (1419) til at trække mere end ganske enkelte Nordmænd til sig. Følgen heraf var en Stansning af den begyndte Udvikling og dermed en ligefrem Tilbagegang. Var det gaaet fremad som begyndt, havde rimeligvis ogsaa i Norge den romerske og kanoniske Ret delvis fortrængt den nationale, – omend i mindre Grad paa Grund af Magnus Lagabøters Lovarbejde og Forholdenes Simpelhed. Nu blev vor Ret kun lidet berørt af disse berømte Retssystemer. Men dette blev til liden Fordel. Af Mangel paa ordnet Pleje forværredes kun Retstilstanden. Lovgivningen fulgte nu aldeles ikke længere med. Ligefra 1388 til 1536, eller under hele Kalmarunionen, er der næsten ikke en eneste Lov af Betydning for Privatretten. Og Sædvanen var her magtesløs til virkelig Hjælp. Kjendskabet til de gamle Love blev stedse mangelfuldere, ikke blot hos Mængden af Folket, der tabte sansen for næsten Alt, der laa over den daglige Synskreds, men ogsaa hos Lagmændene, der vare ganske udygtige til gjennem Dommermyndigheden at bøde paa Lovgivningens Mangler.
I det for vor Retsforfatning saa mærkelige Tidsrum, der aabnes med Statsforandringen i 1536, kommer der atter Liv i den norske Lovgivning. Der blev næsten paa hver Herredag givet udførlige «Recesser», og end vigtigere er det, at der nu ogsaa oftere kom fælles Love for Danmark og Norge.
I Slutningen af dette Aarhundrede stode altsaa fremdeles Magnus Lagabøters gamle Love i det Væsentlige uop-
