til Landsloven kommer denne Mening frem: «Lovbogen skulde gaa og gjelde over alt Norge til evindelig Tid; tyktes det nogen af Kongens rette Efterkommere, at den i et eller andet Stykke trængte til Forbedring, da skulde han denne forordne saaledes, at Gud deraf kunde have Ære, han selv Sjælehjælp og Undersaatterne Gavn». Ogsaa af flere andre Steder fremgaar det, at der ikke skulde være Tale om Forandring af Retsforfatningen i dens Grundtræk, men kun om saadanne Udbedringer i Enkelthederne, som Kongen kunde give ved Retterbøder (ɔ: mindre Love, hvorved Landsloven «bødes» eller udbedres, altsaa «Lappelove» eller Flikkelove, novellæ) uden Folkets Samtykke.[1]
Det er en Selvfølge, at Historien maatte gjøre hine Ord til Skamme, hvor god Lovbogen end for sin Tid fra Indholdets Side var. Og dog bleve de, naar man blot henser til Lovgivningen, sandede i langt højere Grad, end man skulde have ventet. Thi i over 400 Aar, eller indtil Udgivelsen af Christian V’s Lovbog, vare Magnus Lagabøter’s Love uden Sammenligning Norges væsentligste skrevne Retskilde. Christian IV’s Norske Lov var nemlig ikke stort mere end en Oversættelse af Magnus’s Landslov, og alle de Love, som enkeltvis udkom i dette lange Tidsrum, gjorde tilsammenlagte forholdsvis kun lidet Skaar i Magnus Lagabøters Værk.
Rigest var Lovgivningsarbejdet – næst det 17de Aarhundrede – under Kong Magnus’s nærmeste Efterkommere, især under hans dygtige Søn Hakaon Magnussøn den ældre (1299–1319). Der blev i denne første Del af Tidsrummet vistnok givet flere vigtige Retterbøder, end Magnus skulde have tænkt sig muligt saa nær efter sin Død, og Lovgivningen fulgte da i det Hele godt med Livsforholdenes Udvikling. De færreste af disse Enkeltlove have dog Betydning for Privatretten; de angaa for det Meste den administrative Ret, som de omdanne og udvikle i Retning af Enevoldsmagt med et stærkt Embedsvæsen, under Indflydelse af den samtidige vesteuropæiske Kulturstrømning, hvorfra Norges ledende Mænd i hin Tid øste sin Dannelse. Ogsaa den sædvansmæssige Rets-
- ↑ Aschehoug. Statsforfatningen i Danmark og Norge indtil 1814. p. 156–7.
