af «Jonsbogen» er denne bleven Grundlaget for Øens senere Retsudvikling.
Magnus Lagabøter indførte derimod ingenlunde i Norge nogen hel ny Retsforfatning Mangt og meget kunde være nyt for den enkelte Landsdel, adskillige ganske nye Retssætninger bleve ogsaa optagne, tildels vistnok under Paavirkning fra fremmede Lande; men i det Hele taget var hans Lovbog kun sammensat efter de ældre Landskabslove, især Frostathings- og Gulathings-Loven. Formen er herved kun bleven lidet bearbejdet, og uagtet Kong Magnus’s Landslov og Bylov ere udstedte af den lovgivende Magt som virkelige Lovbøger, gjenfinde vi dog her uforandret mangfoldige af de urgamle Retssætninger i den Form, hvori de fra den mundtlige Overleverelse ere nedtegnede især i Gulathings-Loven. Efter en grundig Kjenders Dom staa de endog i sin Fremstilling tilbage for de ældre Love.[1]
Magnus Lagabøter havde allerede 1267–68 bearbejdet Landskabernes ældre Christenretter, undtagen for Frostathingslagen, hvor Erkebiskop Sigurds Christenret af 1244 forblev gjeldende uforandret; af hine er «den nyere Borgarthings» og «den nyere Gulathings Christenret« endnu os levnede. Sit Forsøg paa at udarbejde en fælles Christenret for det hele Land – hvilket man maaske skylder Tanken om en Landslov – maatte Kongen opgive. Den blev i Stedet udarbejdet af Erkebiskop Jon (1273) og i det Hele bygget paa Erkebiskop Sigurds Chr., men mere hierarchisk. Den langvarige Strid mellem Stat og Kirke om dens Gyldighed, i Stedet for de ældre Landskabs-Christenretter eller Erkebisp Sigurds Christenret, som den verdslige Magt efter 1280 paastod gjeldende for det hele Land, blev først afgjort i 1458 og til Fordel for Jons Christenret. Kong Magnus gav endelig ogsaa en ny Hirdskraa. Hans Lovgivning, saavidt den er opbevaret, findes samlet i «Norges gamle Love» 2det Bind.
3. Da Magnus Lagabøter havde fuldendt sit store Værk, havde han den samme fejlagtige Tro paa dets Udødelighed, som saamange andre gamle Lovgivere. Især i Epilogen
- ↑ Maurer i Holtzendorffs Encyclopædie p. 254.
