sida) antagen paa det for Norge nys vundne Island, udarbejdede han, ialfald tildels efter forud indhentet Fuldmagt fra Lagthingene, en almindelig norsk Landslov, der vedtoges paa Frostathing 1274 og sandsynligvis kort efter i de tre andre Landskaber. I Formen var det vistnok fire forskjellige Lovbøger, og der tales ofte om den nyere Gulathings-Lov, nyere Frostathings-Lov o. s. v., ligesom Haandskrifterne selv vise, at de have været bestemte for forskjellige Lagthinge. Men den eneste virkelige Forskjel mellem dem ligger i Thingfarebalken, som indeholder Thingordningen, og som i Grunden heller ikke medregnedes til den egentlige Lovbog. Der kan derfor i Sandhed tales om Magnus Lagabøters Landslov som gjeldende for det hele Land.
Og i det Væsentlige gjaldt den samme Lov tillige for Byerne. Kong Magnus lod nemlig kort efter udarbejde en særlig Bylov, eller egentlig fire, en for hver af de fire ovennævnte Byer, der havde eget Lagthing. Men ogsaa her bestod Forskjellen imellem dem indbyrdes kun i Stedsnavne samt i den specielle Byordning. Og fra Landsloven var Byloven kun forskjellig, hvor Byernes særegne Forholde krævede det. Her findes derfor en egen Byordning, som hist naturligvis savnes, og i Stedet for de landboretslige Afsnit finder man en farmanna-lög eller Søret. Den største Del af Landslovens Text er dog uden videre gaaet over i Byloven. Magnus Lagabøter har derfor virkelig skaffet hele Norge samme Lov og Ret, saavidt Stedforholdenes Forskjellighed overhovedet tillod det. Og Norge opnaaede saaledes forholdvis tidlig det Gode, som først blev Sverige til Del under Christofer af Bajern – Magnus Erikssøn’s Landslov blev nemlig ikke overalt anerkjendt som gjeldende – og Danmark endog først ved Christian V’s Lovbog. Magnus Lagabøter sagte ogsaa at udvide Retsenheden ud over Norges Grænser; ligesom Jàrnsida var norsk af Indhold og forberedte hans norske Lovsamling, saaledes lod han i dens Sted i sine sidste Leveaar udarbejde en ny Lovbog for Island, der i det Væsentlige var overensstemmende især med hans Landslov og i Begyndelsen af hans Eftermands Regjeringstid blev lovtagen paa Althinget (1281); under Navn
