den yngre Recensions – især dens Christenret «Guldfjærens» – altfor eftergivende Holdning ligeoverfor Kirkens Paastande have rimeligvis de ældre Optegnelser været hævdede som Lov af Kong Sverre og hans Efterfølgere. Den herved opkomne Strid mellem Retskilder, som mellem Stat og Kirke, afsluttedes ved en af Haakon Haakonssøn i Forening med Erkebiskop Sigurd Aar 1244 foretagen officiel Bearbejdelse af Loven med Christenretten («Erkebisp Sigurds Chr.»), hvorved flere nye Lovbud, sandsynligvis alle af Kong Haakon selv, bleve indtagne, men hvor man ellers i det Hele tør have lagt Magnus Erlingssøns Recension til Grund. Den os levnede ældre Frostathingslov synes imidlertid – paa nogle Brudstykker nær – at være Afskrift af en endnu senere Bearbejdelse ved den samme Konge omtrent fra Aaret 1260, hvorved den 6te Bog er bleven ganske omdannet og Indledningens første Halvdel tilsat Af Stadsretterne (Bjarkø-Retten) har man største Delen af Nidaros’ Bylov levnet; den er i det Væsentlige stemmende med Frostathings-Loven, og formodentlig have heller ikke de andre Byer, der antages at have haft egen Stadsret, kjendt mange Afvigelser fra det omliggende Landskabs Ret.[1]
Den skriftlige Affattelse af hine Landskabslove frembragte ikke en Lovbog i vor Tids Forstand. Skjønt en Lovgivervirksomhed tildels har gjort sig gjeldende forud eller samtidig, fik man dog væsentlig kun en Optegnelse af den forhaandenværende Samling af Retssætninger. De enkelte Artikler have mere Formen af en Fortælling om, hvad der er gjeldende Ret, end af egentlige Lovbud. Og det Hele er i Grunden ikke stort mere end Afskriverarbejder til praktisk Brug. De bør derfor heller kaldes Retsbøger end Lovbøger for ikke at henlede Tanken paa den Forandring, der foregaar ved nyere Tiders Kodifikation. Disse Retsbøger frembyde ogsaa i sine forskjel-
- ↑ Hertzberg l. c. p. 181 antager, at Bjarkøretten ikke netop var Kjøbstædernes Ret, men mildt overalt for visse Retsforholde, som vistnok især forekom i Kjøbstæderne, men ogsaa pas Landet, navnlig hvor der var en mere eller mindre varig Samling af Næringsdrivende. Rigtigt er nu, at den ogsaa gjaldt Fiskevær, Handelspladse etc., men neppe, at den ingen territorial Begrænsning havde.
