udenfor Christenretterne, hvis bedre Bevarelse skyldes Striden mellem Stat og Kirke om de senere Christenretters Gyldighed. Men endnu i det 17de Aarhundrede har man ialfald af Eidsivja-Loven havt et Exemplar paa Søndmøre, hvor det blev brugt som et passende Bind paa Fogedregnskaber. Og da disse længe bleve forvarede med større Omhu end de gamle Pergamenter, var en mere skjønsom Tids Forsker saa heldig i 1846 at opdage nogle Smaadele af den gamle Eidsivja-Lov og andre codices udenpaa Regnskabsbøgerne i Rigsarchivet. Ligesaa synes man i Borgarthings Christenret og andetsteds at have nogle Smuler af denne Landsdels verdslige Ret. Heller ikke kjender man noget af den ældste Byret i disse Egne.
Heldigere er man stillet lige over for de andre Landskabslove. Gulathings-Loven er i et Haandskrift opbevaret os temmelig fuldstændig. Dette Haandskrift er sandsynligvis i Begyndelsen af 13de Aarhundrede istandbragt ved en rent udvortes Sammenarbeiden af to ældre skriftlige Recensioner, foruden af forskjellige Brudstykker. Den ældste af disse Recensioner synes, i Følge den nyeste Undersøgelse (Maurer l. c.), at være et rent Privatarbeide fra den første Del af det 12te Aarhundrede, maaske istandkommet ved Nedtegnelsen af en Lagmands Foredrag paa Thinge. Naar det bærer «Olaf»s (ɔ: St. Olafs) Navn, har dette kun den Betydning, at man var vant til at nævne Landets nedarvede Ret efter denne Konge. Den yngste Bearbeidelse, som ligger til Grund for vor Text af Gulathings-Loven, skyldes vistnok Kong Magnus Erlingssøn (1161–84) og har sandsynligt tildels været en Revision af hint ældre Privatarbeide; ifølge Andre har den dog blot bestaaet i en Indskyden af forskjellige Lovbud. Ved den os levnede, nogenlunde fuldstændige Hovedtext af Frostathings-Loven har Lovgivningsmagten derimod været mere virksom. Den tidligere Del af denne Retsbogs Historie synes forøvrigt ifølge Maurer meget beslægtet med Gulathings-Lovens. Ogsaa her synes den ældste, rent private optegnelse af Thingkredsens Retssætninger at være foretagen i den første Del af 12te Aarhundrede. Ogsaa her synes Magnus Erlingssøn i Forening med Erkebisp Eystein at have foretaget en officiel Bearbeidelse af de ældre Privatsamlinger; men paa Grund af
