Tunsberg, havde sandsynligvis ialfald tildels sin egen Retsforfatning ligesom sine egne Lagthinge.[1]
Paa de nævnte Thinge udøvede Folket gjennem sine Repræsentanter, Nævndermændene – hvoraf der var et vist Tal for hvert Fylke –, den dømmende og lovgivende Magt. Kongen selv havde egentlig ingen Del i denne; men hans Ombudsmænd udnævnte Lagretten eller det Udvalg af Thingmændene, som havde Beslutningsmyndigheden, og selv deltog han ofte i Forhandlingerne, hvorved han i Virkeligheden fik stor Indflydelse. Lovgivningen bidrog imidlertid i hine ældste Tider neppe saa meget til Udvikling af den private Ret. Den havde især sin Plads i den offentlige Ret, hvor man siden Christendommens Indførelse maa mærke Christenretterne, der ordnede Folkets Pligter imod Kirken, og Hirdskraaen (Hofordning), der tillige indeholdt administrativ Ret Den egentlige Privatret, saa vel som Strafferet og Proces, var derimod fortrinsvis uddannet ved Sædvanen og bestod for en stor Del af urgamle Retssætninger, som havde fulgt Folket fra dets tidlige Barndom. Man tør vel antage, at de i Norge (og Island) ere blevne bevarede mere uforandrede end hos nogen anden germanisk Stamme, den svenske dog maaske undtagen, og, skjønt sent nedtegnede, have derfor de gamle norske Landskabslove en særegen Interesse for den sammenlignende Retshistorie.[2]
Den ældste norske Privatret var nemlig i dobbelt Forstand «uskreven Ret», idet den ikke blot væsentlig var Sædvaneret, men ogsaa meget længe kun opbevaredes ved den mundtlige Overleverelse. Hvor tro denne end forholdsvis var, har dette ufuldkomne Middel dog rimeligvis i Tidens Løb forandret mange Retssætninger. Ellers vilde man vanskelig kunne forklare navnlig den store Forskjel, som findes mellem den islandske Graagaas og Gulathings-Loven. Thi skjønt den islandske Ret sammensattes efter dennes Forbillede omtr. A. 928, er
- ↑ Se især den udførlige Undersøgelse hos Hertzberg l. c. p. 116–48 jfr. 278, hvor tildels afvigende Meninger ere forsvarede.
- ↑ En anden Opfattelse vil man finde hos V. Finsen Om de Islandske Love i Fristatstiden. Kjbhvn. 1873, hvilket Skrift væsentlig gaar udpaa at hævde en langt større Plads for Lovgivningsvirksomhed, især paa Island, end forhen almindelig indrømmet.
