Side:Aubert - De norske Retskilder.djvu/44

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

ning og Retsreglerne mere fremtræde som udfyldende denne. Men herimod kan det indvendes, at ogsaa de private Personers indbyrdes Retsforholde ere nøje indvævede navnlig i Civilproecssen. Og i hvert Fald vilde det i Privatrettens almindelige Del, især ved Læren om Retskilderne, lede til en uheldig Splittelse, om man ikke ogsaa tog Hensyn til de Processen og Strafferetten ordnende Regler. Privatretten i den snevrere Forstand kaldes ogsaa ofte Civilret.[1]

2. Mellem enkelte af disse Dele af Retssystemet er der en vis Rangforskjel. Folkeretten gaar foran al anden Ret (indre Statsret og Privatret). Thi Staterne ere ligeoverfor Folkeretten at opfatte som Individer, og, ligesaavel som inden Staten dens Lovgivning gjelder fremfor de Enkeltes Vilje, gjelder inden det folkeretslige Samfund Folkerettens Bud fremfor de enkelte Staters Beslutninger. Derfor maa ved Strid mellem Folkerettens Sætninger og Statens Love disse staa tilbage, og saameget klarere er det, at hine gjelde overalt uden at trænge nogen Stadfæstelse af de enkelte Staters Lovgivningsmagt. Af en lignende Grund gaa i Statsforeninger med en fælles lovgivende Myndighed dennes Beslutninger inden Fællesskabets Omraade fremfor det enkelte Forbundsmedlems Love, f. E. i de nordamerikanske forenede Stater Unionslov foran Statslov, i Tydskland Rigslov foran Landslov («Reichs-Gesetz bricht Landes-Gesetz»). Lovens Indhold – offentlig eller privat Ret – er dog i dette Tilfælde ligegyldigt for Fortrinsretten. Paa samme Maade have de i Traktater indeholdte Retssætninger Forrangen for Landets almindelige Love, eftersom Ingen ensidigen kan forandre en Kontrakts Indhold. Dette finder hos os tillige sin Anvendelse paa Rigsakten i Forhold til Grundloven. Lignende er ogsaa den Forrang, som den konstitutionelle Ret har i Lande, hvor den, som Tilfældet er hos os og de fleste nuværende Stater (modsat i England), maa blive til og forandres i visse ejendommelige Former. Det er

  1. Juli civile betegnede hos Romerne de nationale Bestanddele af deres Ret, men her senere længe været brugt som Navn paa den Romerske Ret i Modsætning til det enkelte Lands nationale Ret; denne Betydning har endnu i England og Nordamerika Modsætningen mellem civil og municipal law.