virring, som vilde nyde af at kalde den Retskilde, saameget mere som den dybeste Grund for Retsstiftelsen netop er den Retsregel, der tilkjender Kontrakten Gyldighed. Overhovedet bør Tilblivelsen af subjektiv og objektiv Ret, Rettighed og Ret holdes ud fra hinanden. Thi omvendt er Loven heller ikke nogensinde direkte Kilde for subjektiv Ret; men dette er altid et juridisk Forhold, som svarer til Kontrakt f. Ex. Slægtskab, skadegjørende Handling, underordnet Stilling saasom mellem Stat og Borger; Loven spiller overalt her kun den Rolle, at den giver Retsreglen, hvoraf Rettigheden middelbart gjennem Kontrakt, Skade etc. har sin Oprindelse, jfr. Unger I. 24–5. Om Traktaters Egenskab af Retskilder se Anmærkningen ved den følgende §.
1. Efter Arten af de Retsforholde, som falde ind derunder, deles den positive Ret i offentlig og privat Ret. Denne har Menneskene som private Personer og deres indbyrdes Retsforholde til Gjenstand, hin derimod Staten og dens Virksomhed som saadan.[1] Til den offentlige Ret (Statsretten) hører da ogsaa Folkeretten eller den ydre Statsret, der ordner Forholdet mellem Staterne indbyrdes og mellem Staten og en fremmed Stats Undersaatter. Til den indre offentlige statsret hører først og fremst den konstitutionelle Ret eller Statsforfatningsretten, dernæst Statsforvaltningsret og endelig regnes hertil i Almindelighed Kirkeret. Dens Grænser ere imidlertid lidet skarpe Ligesom stærke Grunde tale for ganske at udsondre Kirkeretten som en egen Klasse,[2] saaledes er der meget forskjellige Meninger om den rette Begrænsning mod Privatretten. Den almindeligste Inddeling henfører dog nu med Romerne Proces (Civil- og Criminal-) samt Strafferet til den offentlige Ret, idet man lægger Vægten paa, at disse Dele af Retssystemet mest vedkomme Staten i dens Egenskab af Retsordenens Vogter, og at der derfor her i Almindelighed kun er Rum for ufravigelige Lovbud, medens i Privatretten det meste overlades til Parternes frivillige Ord-
