I sit sidste Hovedværk, Haandbogen, (1ste Bind 1822) har han, om end ikke skarpt i Formen saa dog i Virkeligheden, aldeles forladt Theorien om en Naturret i den ældre Forstand; Side 324–26 imødegaar han netop den før citerede Afhandling af Lassen og paaviser den store Uenighed, der er mellem Retsfilosoferne om de vigtigste Ting. Og naar han p. 83 ff. opstiller en formelig gjeldende «naturlig Ret», saa mener han med dette vildledende Udtryk i Virkeligheden kun en Del af Sædvaneretten, ja tildels af Lovgivningen, nemlig de Retsregler, som ere blevne til, fordi de ere ganske naturlige og bl. A. naturlige netop for det enkelte Folk. – Siden Ørsteds Tid kan man vistnok sige, at heller ikke den danske og norske Jurisprudents har erkjendt nogen, endog kun subsidiært gjeldende, almindelig Ret, forskjellig fra den positive. Se saaledes især Bornemanns alm. Rets- og Statslære i saml. Skr. I. p. 39–42 og Scheel Privatr. alm. Del p. 187–9, efter hvilken Fremstilling man maa antage, at samme Forfatters modstridende Definition l. c. p. 2[1] kun skyldes en uagtsom Gjengivelse af en forældet Skoletheori.
1. Det er før forklaret, at al Ret maa være udgaaet fra Samfundsmagten inden Retsomraadet gjennem en for dette særlig bindende Kjendsgjerning, der giver Retsreglen sin paatagelige Tilværelse og sin af den Enkeltes Vedtagelse uafhængige Kraft.
Disse retsstiftende Kjendsgjerninger eller den positive Rets nærmeste Tilblivelsesgrunde kaldes dens Kilder. Dette er altsaa den strenge juridiske Betydning af Ordet Retskilder, idet herved kun tænkes paa den positive Rets nærmeste Ophav. Under Retskilder i videre Forstand eller «fjernere Retskilder» medtager man, navnlig i mindre nøiagtig Sprogbrug, de fjernereliggende Omstændigheder, som igjen kunne have indvirket paa disse nærmere Kilder og derved middelbart bidraget til den positive Rets Tilbliven. Navnlig tænker man paa de historiske Retskilder, de ældre Love eller andre Rets-
- ↑ „De Retsregler, der erkjendes for gyldige hos et vist Folk eller i en vis Stat, kaldes den positive Ret; de Retsregler derimod, som maa erkjendes for gyldige uden alt Hensyn til nogen vis Stat, kaldes den almindelige Ret eller Naturret. Denne har Fornuftloven til Kilde, grundende Ret og Retspligt paa Menneskea moralske væsen.“
