den bestaaende Retstilstand stadfæstet af Retsfilosofien, vi gjenfinde i hans 1797 udkomne «Metaphysische Anfangsgründe der Rechtslehre.» Men paa den anden Side krævede han ikke Fornuftrettens ligefremme Gyldighed, saalænge den ikke var optagen af Lovgiveren.
Kants Retsfilosofi maatte derfor i dobbelt Henseende tjene til at undergrave den gamle Theori om en almindelig, over den positive hævet, Ret. For det første fremtraadte den ikke længere selv med saa store Fordringer. Og dernæst var selve Systemets Indhold særdeles skikket til at aabne øinene derfor, at den gamle Enighed mellem Retsfilosoferne var et Skin, og at Erkjendelsen af en almindelig Rets Gyldighed kun overlod Retsudviklingen til de enkelte Filosofers Vilkaarlighed. Dette blev saameget mere slaaende ved «Fornuftrettens» senere Behandling af Fichte og Hegel, hvor man baade i Udgangspunkt og Gjennemførelse fandt de største indbyrdes Modsætninger og, hos den første, de vildeste Tankeexperimenter.
Fra Aarhundredets Begyndelse indtraadte derfor i Retsvidenskaben en Reaction imod Retsfilosofien og den ældre Theori om en almindelig, gyldig Ret. Denne lededes især af den ved Hugo og Savigny grundlagte historiske Skole, som navnlig fremhævede den enkelte Retsforfatnings fortsatte Udvikling ud af sig selv under fuldt Hensyn til nationale Eiendommeligheder og historiske Forholde. Om man nu end langt ud i dette Aarhundrede kan finde Levninger af den ældre Theori, saa er den dog i Virkeligheden forlængst skrinlagt, ogsaa hos Retsfilosoferne selv.[1] Hos os er det især Ørsted, hvem omslaget skyldes. Efter i sine første Ungdomsaar at have fulgt de store tydske Filosofer, Kant og senere Fichte, brød han i en Afhandling af 1801 med Datidens Retsfilosofi. (Af mit Livs Historie p. 20, 36, 92, 137, 141–2. ff.) Det varede imidlertid nogen Tid, før han gjennemførte sit nye Standpunkt. I sit Supplement til Nørregaard (1804) I. 103 afviser han vistnok N.s Lære om, at Juristen i Tilfælde af Lovstrid bør foretrække de naturlige Love for de borgerlige. Paa den anden Side bemærker han imidlertid p. 95, at vore Lovkyndige paa Grund af Lovenes Ufuldstændighed trænge Naturrettens Hjælp. Men ligesom Ørsted ogsaa tilføier, «at den Theori, Juristerne fremstille, vil blive meget forskjellig efter de forskjellige Naturretsbegreber, som de bringe med sig til Lovens Fortolkning», – saaledes er det heller ikke ganske klart, hvad han mener med Naturret, – om det ikke kun er «naturlige Retssætninger.»
- ↑ Jfr. Geyer Gesch. u. System der Rechtsphil. p. 3. „Die Rechtsphilosophie stellt das Ideal für die wirklich zur errichtende Rechtsordnung, nicht aber wirklich geltendes Recht dar.“ Adickes Lehre von den Rechtsquellen p. 16. Se idet Hele Unger österr. Privatrecht 1. 67 ff. I det nævnte Skrift har Adickes gjort et nyt Forsøg paa st opstille Fornuften som almindelig Retskilde, men i ganske anden Forstand end tidligere, idet han derved mener Dommerens Fornuft; herom mere ved Behandlingen af Retskilderne.
