punktet, idet de udmalede sig Menneskets oprindelige Naturstand snart som en Fredens snart som en Stridens Tilstand, snart gik ud fra Menneskenaturens Trang til Sammenslutning, snart fra dens Trang til Fuldkommengjørelse, snart fra dens Trang til Lyksalighed, – saa var de om de enkelte Retssætninger i det Store taget temmelig enige, (navnlig under Wolfianismen 1730–80). Og dette forledede Juristerne til at tro, at man dels havde, dels let vilde opnaa Enighed i Fremstillingen af Naturrettens vigtigste Sætninger. Det var dog kun et midlertidigt skuffende Skin. Den sande Grund til denne Enighed laa ikke i Muligheden af at fremstille en virkelig Naturret, men deri, at Retsfilosoferne, skjønt de paastod at udlede Alt blot af den menneskelige Natur ganske uafhængigt af den positive Ret, dog ikke havde kunnet løsrive sig fra denne, men i det Store taget kun opstillede bestaaende Retssætninger, som de med Vold og Magt tvang ind i sit System og søgte at udlede fra det nye Udgangspunkt. Retsfilosoferne brugte saaledes i Virkeligheden «Naturretten« som et falskt Flag. Navnlig var det den Romerske Rets Sætninger, afklædte deres mest nationale Ejendommeligheder, som man gjenfandt i Naturretssystemerne. Dette fremskinner i Grunden ogsaa hos Nørregaard, skjønt fra hans Standpunkt mere ubevidst. Ligesom man herved kan forklare hans tidligere citerede Ytring, om at den positiv dansk-norske Ret stemmede saa godt med Naturretten, fremtræder det skarpt i hans Fremstilling af Romerrettens Nytte for den dansk-norske Jurist (I. p. 49–50), hvoraf følgende her kan fremhæves: «Han har i den Romerske Ret en Slags almindelig borgerlig Ret, der bestandig kan gaa ham til Haande – – og følgelig vejlede ham til Natur-Retten selv, der er saa vigtig for ham, baade naar Lovene skal forklares og naar de tie, men er tillige saa vanskelig i mange Tilfælde at indse paa egen Haand«.
Men Retsfilosofien tog i den sidste Del af 18de Aarhundrede en saadan Vending, at den aabnede Juristernes øine. Den gjorde nu ogsaa i Gjennemførelsen Alvor af den naturretslige Skoles Principer. I Statsretten lærte man dette grundigt af Rousseau og den franske Revolution. I den private Ret var det Kant, som førte Retsfilosofien ind paa de nye Veje. Han fulgte Naturretsskolen deri, at der var et og samme Udgangspunkt, hvorfra et fuldstændigt Retssystem kunde udledes ved Tænkningen selv. Men for Resten skilte han sig ganske fra den. Fornuften, som forhen kun havde været Erkjendelsesmidlet, gjorde han til selve Udgangspunktet, til det i Sandhed skabende Princip, istedetfor de vilkaarlig valgte, forskjellige Sider af Menneskenaturen. Retsfilosofen blev nu i denne Forstand en «Fornuftret» istedetfor en «Naturret«. Og han søgte konsekvent at gjennemføre denne Grundsætning, at Retssætningerne skulde alene udledes af Fornuftens Love. Uagtet ikke heller han ligesaalidt som nogen anden Retsfilosof, hvor abstract han end stiller sig, kunde løsrive sig ganske fra Livet omkring sig, saa er det dog alt Andet end
