delige subsidiære Ret, til hvilken den Danske og Norske Jurist har at henvende sig, naarsomhelst Noget skal afgjøres, som i Lovene er uafgjort». Dette var saameget rigtigere, som der neppe gaves nogen Stat i Verden «hvis Love er saa nøje indrettede efter Naturen som de Danske og Norske« (l. c.). Og ikke blot ved utydelige Love, men ogsaa ved Lovstrid (p. 51), henviser han til Naturretten, hvorefter de naturlige Love endog bør foretrækkes de borgerlige. Schlegel, som forresten tilhørte en senere retsfilosofisk Skole (Kant), siger dog i sin Naturret (2den Udg. 1805) I. 22–3, at «Naturretten» eller «den almindelige Retslære« er særdeles vigtig «for den Lovkyndige, fordi alle positive Love ber være grundede paa den, og fordi man, ej alene, hvor de udtrykkelig henvise til den, men ogsaa hvor de enten tie eller ere tvetydige, maa tage sin Tilflugt til den, som til en Hjelperet (jus subsidiarium)«, hvortil han dog føjer en Advarsel mod «at tilsidesætte de borgerlige Loves tydelige og bestemte Forskrifter under Paaskud, at de ere i Strid med Naturens almengyldige Lovgivning«.[1] Ja, endnu i sin Encyclopædi (af 1825) p. 80–1 gjentager Schlegel den samme Lære, som dog da allerede begyndte at blive forældet, støttende sig blandt Andet derpaa, at vore Love udtrykkelig henviste til «den almindelige Retslære« (Exempler: 5. 1. 2. og andre ikke synderligt mere bevisende Lovsteder, deriblandt Krigsretsinstr. 1683 Art. 6). Og en lignende opfattelse ser man tillige i den danske Retslærde C. F. Lassens Afhandling vom Grundreglerne for Lovfortolkning« i N. j. A. XVI. 99–100 (Separataftrykket samme Pagina) fra 1816: «Fortolkningen kan under visse Betingelser begrundes ved den af Fornuften foreskrevne for alle stater gjeldende Lovgivning«. – – «Men gives der saaledes en almindelig Lovgivning, der har sin Autoritet fra sig selv, saa er det jo klart, at, hvad der i Følge samme Lovgivning maa erklæres for Ret, ogsaa maa vedblive at være det, saalænge den positive Lovgiver ikke deri har derogeret«.
Det er vel skikket til at vække Forundring, at en saadan Lære længe kunde hyldes af forskjellige Landes Lovfortolkere, ja til en vis Grad endog af Lovgiveren, idet den østerrigske Lovbog af 1811 henviser til unaturlige Retsgrundsætningere, hvor «Loven eller dens Analogi« ikke hjælper, et Tillæg, der forresten har gjort Reglen ganske upraktisk. At underkaste sig Naturretten var jo – omend Forfatterne her ere noget uklare – at underordne sig den Videnskab, som fremstillede Naturretten, Retsfilosofien, og man skulde tro, at dette var det samme som med aabne Øjne at give sig vilkaarligheden i Vold. Men faktisk stillede Tingen sig længe ikke saaledes. Naturfilosofien var i sine Resultater ikke saa farlig som i sit Princip, fordi den ikke gjorde Alvor af dette. Saa uenige som Filosoferne vare om Udgangs-
- ↑ Schlegel henviser ogsaa til sin Afhandling „om Nytten af den almindelige Retslæres grundige Studium“. Skand. Musæum 1800 I. 68–83.
