Anmærkning. (Dogmehistoriske Oplysninger angaaende «Naturretten«). Den foran omtalte theologisk-juridiske Lære om en i Skriften aabenbaret positiv Ret afløstes af den for Verdenshistorien langt mere skjebnesvangre Theori, at der fandtes en Naturret med ligefrem forbindende Kraft uden Hensyn til, om dens Sætninger vare optagne i den positive Ret. Denne Theori var udviklet af den Retsfilosofi, som man i snevrere Forstand kalder «Naturretsfilosofien« eller simpelthen «Naturretten« ɔ: den filosofiske Skole, som raadede fra Grotius til Kant, og som endnu ind i dette Aarhundrede svede stor Indflydelse paa Lærebøgerne. Hin Skole lærte nemlig, at der var en Ret, som ved Hjælp af Enhvers egen Fornuft kunde udledes af den menneskelige Natur eller, nærmere bestemt, forskjellige Sider af denne (saasom Selskabelighed, Trang til Lyksalighed o. s. v., alt efter de forskjellige Forfatteres Udgangspunkt); den var nedlagt i det første Menneskes Bryst allerede ved Skabelsen og hentede derfra sin for Alle forbindende Kraft. Naturens Ret eller Naturretten (ganske forskjellig fra den romerske jus naturæ), blev da fremstillet af en Række Filosofer i mere eller mindre vidtløftige Systemer, hvoraf Wolfs (omtr. 1750) er det betydeligste og mest i Enkelthederne gaaende.
Denne Skole havde navnlig i sidste Halvdel af forrige Aarhundrede den største Indflydelse paa den positive Retsvidenskab. Ikke blot var det almindelig antaget, at Lovgivningen væsentlig kun havde at sætte Naturretssætningerne i Stil, en Mening, der i denne Tid fremkaldte og uheldigen paavirkede flere Lovbøger, (det første preussiske-Udkast af 1749–51, senere tildels den forøvrigt i mange Dele meget fortjenstfulde preussiske Landret af 1794 og især den østerrigske «borgerlige Lovbog« af 1811). Men endog Retsfilosofiens Paastand om, at Naturretten uden at trænge stadfæstelse skulde gjelde fremfor eller ialfald ved Siden af den positive Ret, fik ikke liden Indgang, især i Tyskland og deraf paavirkede Lande. Det var Gjenstand for megen Strid blandt den positive Rets Fortolkere, om Lovgivningen overhovedet kunde forandre Noget i Naturretten. Og først efter lang Kamp blev der opstillet visse Grænser, inden hvilke Lovgiveren frit kunde bevæge sig. Hvad der imidlertid især blev lært, var Naturrettens Egenskab af subsidiær Ret, hvor Lovene ingen udtrykkelige eller sikre Bestemmelser havde. Dette Standpunkt indtager den dansk-norske Lovkyndighed i Tiden nærmest før Ørsted. Dons var (c. 1770) gaaet end videre, idet han (I. 11–13) i Principet gjengiver Retsfiloosofiens gjængse Sætninger om de naturlige Loves umiddelbare Gyldighed for alle Mennesker, hvortil dog (p. 17–19) føjedes en stærk praktisk Begrænsning. Klarest er det nævnte Standpunkt kommet til orde hos Nørregaard, den vigtigste Repræsentant for Wolfianismen i Danmark. Han siger ikke blot som Retsfilosof (i sin Naturret §§ 158, 159), men ogsaa i sine «Forelæsninger over den danske og norske private Ret» (1788) I, 44, at «Naturretten er den eneste almin-
