Ret, maatte det først afgjøres, hvilken retsfilosofisk Skoles Theori skulde have forbindende Kraft.
Der er altsaa ingen «almindelig, naturlig Ret«, naar man, som rigtigt er for at undgaa Forvirring, ved «Ret« fastholder Begrebet om umiddelbar Gyldighed. Al Ret er altsaa positiv.[1] Der er kun en «almindelig Retslære«, en «Retsfilosofi« eller, som man stundom ogsaa siger, «en Naturret« i Betydning af en Videnskab, som søger at vise, hvad der uafhængigt af det Bestaaende i sig selv maa ansees som ret og retfærdigt og derfor burde være Ret. Og denne Videnskab kan naturligvis have Indflydelse paa den positive Ret, gjennem Lovgivning og Sædvane. Men dette er noget ganske Andet end, at der skulde være en gjeldende almindelig Ret. Og naar det nu stundom siges om enkelte gjeldende Retssætninger, at de ere «naturlige Retssætninger« eller «Naturens egen Ret«, saa menes det ikke, at de som saadanne af sig selv gjelde, men at de derfor have fundet Indgang i den positive Ret og gjelde gjennem denne. Naar Udtrykket almindelig Rein o. s. v. fremdeles bruges, maa det altsaa vel fastholdes, at hermed blot kan forstaaes en i ideal Ret.[2]
Noget ganske Andet end Anerkjendelsen af en saadan almengyldig Naturret er det ogsaa, naar Videnskaben eller Domstolene i et Tilfælde, for hvilket der mangler gjeldende Retsregler, undersøger Retsforholdets Natur og søger at udfinde de Sætninger, som mest stemme hermed. Foruden at her Udgangspunktet er et andet, bliver heller ikke disse Sætninger virkelige Retsregler uden gjennem Domstolenes fortsatte Anerkjendelse eller gjennem en anden retsstiftende Kjendsgjerning.
- ↑ Vistnok ser man, st der ogsaa om Indholdet af store Dele af den positive Ret hersker megen uenighed blandt dens Fremstillere; men foruden st dette ikke i nogen Ende kan lignes ned Uenigheden em den „naturlige Rets“ Indhold, viser det kun, dels at Videnskaben ikke endnu er kommen til fuld Klarhed, og dels, st den positive Ret endnu har mange Huller, hvor der ikke er anerkjendte Retsregler.
- ↑ Da „Ret“ som ovenfor forklaret stundom bruges om den enkelte Retssætning, heder det oftere om disse Retssætninger, at de ere „almindelig Ret“, i den Forstand, et de overalt ere anerkjendte i den positive Ret (f. Ex. Kontrakters Gyldighed).
