6. Det er allerede ovenfor (No. 4) antydet, at Retsreglerne maa have en vis ydre Tilværelse. Retsreglerne skulle nemlig tjene til Vejledning baade for dem, der erhverve Rettigheder, dem, som paatage sig Forpligtelser, og for de Myndigheder, der i fornødent Fald gjennem Tvang skulle sikre opfyldelsen De maa derfor fremtræde i en udvortes og saa tilstrækkelig bestemt Skikkelse, at deres Indhold fremstiller sig ensartet for Alle; før er Retsreglen ikke egentlig færdig. Men hertil udfordres igjen, at den paa en eller anden Maade er anerkjendt af Samfundet, og den enkelte Retsregel maa derfor være bleven til gjennem en for det enkelte Retssamfund særlig bindende Kjendsgjerning. Det er denne Tilbliven gjennem Samfundets Anerkjendelse, som betegnes ved Udtrykket «positiv Ret« («given, sat Ret«, jfr. Udtrykket setja løg).
Ethvert Samfund danner sine Retsregler vistnok under en stærk Paavirkning af de Forholdes Natur, som ved dem skulle ordnes, men dog ogsaa med en vis Grad af Frihed eller Vilkaarlighed. Og da nu Retssamfundet i Almindelighed, bortseet fra Kirke- og Folkeretten, ikke strækker sig udover Statens Grænser, bliver den positive Ret lettelig meget forskjellig i de forskjellige Lande. Man har imidlertid ved Siden af denne for hvert enkelt Retsomraade særlig gjeldende Ret opstillet en almindelig Ret (stundom endnu kaldet naturlig Ret, Naturret, Fornuftret) ɔ: en snart i Menneskets Natur snart i dets Fornuft begrundet, for alle Mennesker uden Hensyn til Tid og Sted fælles Ret. Men en saadan, fra den positive Ret forskjellig, naturlig eller almindelig Ret i den gjengse Betydning af gjeldende Ret gives der ikke. Som Retsfilosofiens Historie viser, tilfredsstiller nemlig denne «naturlige Ret«, forsaavidt den ikke i Indhold falder sammen med, hvad der overalt er positiv Ret, ingenlunde hin nødvendige Fordring, at Retsreglen for at opfylde sin Bestemmelse skal have en kjendelig ydre Tilværelse. Den «almindelige Rets« Indhold har endog i sine første Grunde idelig vexlet efter dens Fremstilleres Opfattelse, ja, om selve den Kilde, hvoraf Indholdet skulde øses, har der været den største Uenighed. Det er derfor en slaaende Indvending, at, om «Naturretten« o. s. v. skulde være gjeldende
