Side:Aubert - De norske Retskilder.djvu/33

Anmærkning 2. Der kunde opstaa Tvivl om, hvorvidt den saakaldte Kirkeret virkelig fortjener Navn af en Ret. Denne Tvivl kan dog ikke gjelde den ydre Kirkeret eller ordningen af Kirkens Forhold til Staten; thi den angaar ligefrem menneskelige Samfunds udvortes Rettigheder og Pligter. Derimod kommer den frem ved den indre Kirkeret, fordi denne i saa mange Henseender er forskjellig fra den almindelige Retsorden. Imidlertid bør dog ogsaa denne ansees som en virkelig Ret. Mindst Tvivl vil man derom have ved Statskirker af den strengt gjennemførte Art som vor, hvor den kirkelige Lovgivningsmyndighed udøves af Statens organer og hvor de kirkelige Retspligter, som oven nævnt, tildels søges opretholdte ved verdslige Tvangsmidler. Anderledes kunde Spørgsmaalet synes at stille sig ved de af Staten ganske uafhængige Kirkesamfund f. Ex. den katholske Kirke i mange Lande. Man kunde maaske være tilbøielig til her at stille dem i Klasse med de store Actieselskaber, hvis indre Ordning, som vi have seet, ikke kan henføres til Retsreglerne. Men dette vilde dog være en fuldkommen Miskjendelse af Kirkens charakter som et fra alle borgerlige væsentlig forskjelligt Samfund. I ethvert christent Kirkesamfund er der saaledes visse Hovedtræk, der grunde sig paa guddommelig Aabenbaring i den Hellige Skrift og derfor ere hævede over menneskelig vilkaarlighed. Hvad angaar andre af Kirkesamfundet givne Regler, kan vistnok disses Herredømme over de enkelte Medlemmer i nogle, især formueretslige, Spørgsmaal føres tilbage til en vedtagelse (f. Ex. hvis et Dissentersamfund ved almindelige Domstole sagsøger en af sine Præster til Fravigelse af Embedsbolig, fordi han har forbrudt sig mod dets Love og derfor er bleven afsat af Samfundets indre Domstole). Men i Almindelighed vil det enkelte Medlems Indtrædelse i Kirken (Daab, Nadvernydelse) umulig kunne opløses i et Kontraktsforhold. Og hvad angaar de ejendommelige Tvangsmidler, som Kirkesamfundene udøve, da maa disse vistnok, hvor de gaa over paa det verdslige Omraade (f. Ex. den katholske Kirkes Penge- og Fængselsstraffe, der idømmes og exekveres gjennem egne Retsbetjente), i Nutiden udledes af en udtrykkelig eller stiltiende Indrømmelse fra Statens Side. Men Kirken har ogsaa sande og rent kirkelige Tvangsmidler som Nægtelse af Kirkens Goder eller Udelukkelse af dens Samfund. At den udøver disse selvstændigt, kommer ogsaa tilsyne deri, at de ikke trænge nogetsomhelst Samtykke fra Statens Side, og at deres Anvendelse af de uafhængige Kirkesamfund ikke kan underkastes Statsdomstoles Prøvelse. De ere altsaa væsentlig forskjellige fra de indre Tvangsmidler, der kjendes inden en borgerlig Forening som et Actieselskab. Endelig kommer hertil, at de samme Ejendommeligheder for en stor Del findes ved ordningen af Statskirkerne, – thi selv sammenblandet med Staten bevarer dog Kirken sit Væsens Kjærne – og denne vil man dog ej frakjende Egenskaben af en Retsorden. Se ellers Puchta Einleitung in das Recht der Kirche, især p. 64–73.