Side:Aubert - De norske Retskilder.djvu/32

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

høre til de menneskelige Samfund, og deres ydre Ordning, især ligeoverfor Staten, falder i større eller mindre Grad ind under Rettens Omraade (Kirkeretten).

Anmærkning 1. I Middelalderen og endnu langt ind i den nyere Tid, da Religionen beherskede det hele Aandsliv, var det ogsaa blandt Jurister en meget almindelig Mening, at Bibelen og navnlig den mosaiske Lovgivning havde almen Gyldighed som Retskilde i christne Lande, uden Hensyn til, om dens Forskrifter vare udtrykkelig optagne i Landets Love; eller – med andre Ord: man søgte i Bibelen en almindelig positiv Ret, som overalt gjaldt i Kraft af sin guddommelige Aabenbaring. Især anvendtes denne Lære paa Strafferetten. Det videst gaaende Exempel herpaa i de nordiske Lande er vel Karl IX.s Udgave af Christoffers svenske Landslov (1608), hvor det nye Tillæg indtoges, at i grove kriminelle Sager, som Mened, Gudsbespottelse, Sværgen, Drab, Hor, Aager o. desl. skulle Dommerne rette sig «efter Guds Lov, som i den Hellige Skrift er forfattet, og herefter skal blive indført», hvorhos et Uddrag af Mosebøgerne var trykt som Anhang til Loven. Men ogsaa i fine civile Spørgsmaal søgte man Vejledning i Bibelen; saaledes vilde den berømte sachsiske Jurist Carpzov († 1666) af den 90de Psalme bevise Uholdbarheden af den almindelige Mening, hvorefter en Forsvunden skulde formodes død 100 Aar efter sin Fødsel, idet efter den guddommelige Ret 70–80 Aar skulde være nok (jfr. Bruns i Beckers og Muthers Jahrbuch I. 125). Denne Lære er nu forlængst opgiven ogsaa af Theologien som hvilende paa en urigtig opfattelse navnlig af den mosaiske Lovgivnings Betydning.[1]

En langt større Betydning har den mindre vidtgaaende Lære havt, at især den mosaiske Lov skulde være et Forbillede for christne Landes Lovgivning. Heraf finder man kjendelige Spor lige til den nyeste Tid. Ogsaa denne Lære fik størst Indflydelse paa Straffelovene. Man ansaa det nødvendigt saavidt muligt at indrette disse efter Dekalogen, idet dennes Bud udarbejdedes i Enkelthederne og forsynedes med Straffeklausul, (se Christian V‘s 6te Bog). Men ogsaa ellers finder man det samme, saasom i Egteskabsforbudene (mærk Udtrykket «Guds Lov» i o. 13. 14; i Udkastet til Danske Lovs 3–16 kom det end mere frem). Jfr. Kofod Anchers Anvisning for en dansk Jurist p. 102–11: «den protestantiske Kirkes Mening om Mose Lovs almindelige Forbindtlighed» o. s. v.

  1. Det sidste bekjendte Spor af den i Danmark og Norges juridiske Praxis tør være det, som nævnes i Wivets Forsøg til Fortælning om mærkværdige Danske og Norske Sager 1ste B. 1 H. Fortale.