det ubekjendte Norge «som ingen hugger Mærke til, medens paa besøgtere Steder det hverdagslige hæves til Skyerne». Han finder intetsteds bedre Udsigter for Literaturen end hos de tre skandinaviske Folk, naar de sluttede sig sammen i videnskabelig Henseende (S. 141). Og han ser sen ganske anden Spirekraft» i den unge dansk-norske Retsvidenskab end i den tydske.[1]
Med ny Lyst, med Ungdommens hele freidige Haab og Mod vendte han da hjem for herefter at ofre denne unge Retsvidenskab, dette sit fattige, men saa høit elskede Fædreland alle sit Livs rige Kræfter. Og netop nu aabnede sig ogsaa hertil den Stilling, som fra den første Ungdom havde været hans Ønskers Maal.
Schweigaard kom fra sin Udenlandsreise tilbage til Christiania 17de Mai 1835. Samtidig indløb fra Stockholm hans Udnævnelse til Lektor i Lovkyndighed ved det norske Universitet.
Under Schweigaards Fravær var der gjennem F. Stangs Afgang[2] paa en uventet Maade blevet en Lærerpost ledig ved det juridiske Fakultet. Universitetets Lærerposter hørte dengang endnu til de Embeder, der ikke søgtes, men besattes uden aabnet Konkurrence. Efterat derfor Kirkedepartementet havde æsket Universitetets Betænkning om Postens Besættelse, henvendte Motzfeldt sig til Schweigaard strax efter dennes Ankomst
- ↑ Stang, der allerede i flere Aar havde været Familieforsørger, saa sig nemlig i 1834 meget mod sit Ønske nødt til at forlade Universitetet af økonomiske Grunde, fordi Udsigterne til at rykke op fra den meget lavt aflagte Lektor-Stilling til Professor just dengang var mørke. Han søgte da Tilladelse til at aflægge Prøve for Advokaturen, og efterat denne var bestaaet, udnævntes han under 27de November 1834 til Høiesteretsadvokat.
- ↑ Jur. Tidsskrift XXIII. 333.
