Skuffelse for ham. Han ønsker saaledes (den 13de Juni 1834) Welhaven at komme udenlands, «ikke fordi jeg tror, at man derved samler en saa stor Rigdom paa nye Anskuelser, men fordi det til at fixere sit Verdensbillede og modarbeide en vis ubestemt Higen er af stor Vigtighed at overbevise sig om, at det, som man søgen egentlig intetsteds findes og dog findes overalt» (jfr. ogsaa Brevet fra Paris 14 August 1834, S. 149). «Der», skriver han til Søsteren fra Paris 10 Oktober 1834 om Genf, «var min halve Vei, min halve Tid og min hele Illusion forbi; Reiser er alle Illusioners Grav; senere hen ser man overalt alting lige gyldent eller lige graat.» Denne Skuffelse har da navnlig gjældt Tydskland, hvor han var først og længst. Da han kom til Frankrig, havde han lært at nedstemme sine Forventninger til Udlandet, og her følte han sig desuden langt mere tiltalt af Forfatning og Literatur nu fandt overhovedet mere Aandsslægtskab. «Det er heller ikke mod Syden, men mod Vesten, man i vore Dage maa drage hen for at finde noget saa godt eller bedre end det, man selv har.» Og mod Vesten, til Frankrig og England, søgte Schweigaard fra nu af fortrinsvis for at hente sin Aandsnæring; her fandt han meget at lære netop «for os, der altfor udelukkende slutter os til Tydskland»[1]. Det er en anden vigtig Følge af hans Udenlandsreise, der ogsaa gjennem hans store Indflydelse fik en videre rækkende Betydning.
Men endnu vigtigere er det, at hans Hjerte nu søgte tilbage til Fædrelandet med en forøget Kjærlighed. Den Skuffelse, Reisen fremkaldte hos ham, lod ham se Norden og især Norge i ny Glands. Han saa nu de hjemlige Brøst med langt mildere Øine, – han saa, at ogsaa de store Kulturlande havde sine, om end andre, gjennemgaaende Feil. Han mindedes med Glæde de «mange deilige Rifter og Kløfter og Dale» hjemme i
- ↑ Jfr. Brevene S. 161.
