til Kjøbenhavn med Forespørgsel, om han vilde efterfølge Stang Da man nu herpaa strax fik et bekræftende Svar, blev han indstillet til Udnævnelse af Fakultetet, som bl. a. udtalte om ham:
«Vel har Fakultetet ikke havt speciel Anledning til at lære hans Evner til Undervisning og Foredrag at kjende; men forsaavidt der af andre Egenskaber og Omstændigheder lader sig drage nogen Slutning i sidstnævnte Henseende, tvivler det ikke om, at jo Schweigaard ogsaa er i Besiddelse af hine Evner, og frygter ikke for, at man skulde ville inde denne uenighed gaa tomt m at snyde ham maanens ved Universitetet, for hvilket maaske ellers det Talent, til hvis yderligere Udvikling Staten allerede gjennem meddelt Reisestipendium paa en særdeles Maade har virket, muligens kunde gaa tabt. – Fakultetet har derfor foreslaaet, at han naadigst maa vorde udnævnt til Lektor i Lovkyndighed, en Ansættelse, der vil være til største Raade for Videnskaben som for Universitetet.»
Hertil sluttede alle overordnede Myndigheder sig, og overensstemmende hermed blev da Anton Martin Schweigaard under 13 Mai 1835 udnævnt til Lektor i Lovkyndighed ved Universitetet.
Lige efter Hjemkomsten begyndte da Schweigaard sin egentlige Livsgjerning ved at tiltræde den Lærerpost, som var hans «første Kjærlighed», som han holdt fast ved til sit Livs Ende, og hvori han udrettede saa store Ting for sin Videnskab og sit Fædreland.
