Dele. Særlig er det paafaldende, at Schweigaard ikke engang undtager Savigny fra sin skarpe Dom, skjønt dennes banebrydende Forfatterskab dog allerede dengang var almindelig anerkjendt ogsaa i Norden[1]. Den senere Udvikling har ogsaa vist, at Schweigaard havde altfor ringe Tanker om den tydske Retsvidenskabs Spirekraft (S. 333).
Schweigaard skattede i senere Aar Savigny meget høit, navnlig hans 1840–9 udkomne «System des heutigen römischen Rechts» . Men ligeoverfor den tydske Retsvidenskab i det hele fastholdt han i Grunden stedse sit Standpunkt fra Afhandlingen af 1834. Og dette bidrog adskilligt til, at den norske retsvidenskabelige Forskning i lange Tider søgte for liden Hjælp i det fremmede Lands Literatur, hvor der her uden Sammenligning var mest at lære. Ogsaa fra denne Side er derfor hin Afhandling af Interesse for vor juridiske Literaturhistorie. Men endnu interessantere er den her fra andre og mere positive Sider. Schweigaard har allerede her hævdet den videnskabelige Metode, som han siden stedse anvendte, og som har havt saa stor Indflydelse paa de norske Juristers Tænkning. Og – hvad der især maa fremhæves, – han viser sig i dette sit første større juridiske Arbeide i fuld Besiddelse af den Tankens Friskhed og Uafhængighed, den Frihed for al Skoletvang, der var saa eiendommelig for hans Aandsvirksomhed og som satte ham ganske anderledes end nogen anden i Stand til at bygge en selvstændig Retsvidenskab videre paa den af Ørsted lagte Grundvold.
Man faar i det hele det Indtryk af Schweigaards Breve fra Udlandet, at, hvor megen Lærdom han end der hentede, har Reisen dog paa en vis Maade været en
- ↑ Jfr. Ørsted i Fortalen til Eunomia II (1817) og især i Haandbogen V. 642 (1832), hvor han kalder Savigny «en af de dybeste og mest overskuende Retsgranskere, som nogen Tidsalder har seet».
