indser let, at der ikke alene er arbeidet meget, men ogsaa udrettet meget. Der lader sig vel neppe opvise en Tid eller et Folk, der med en saa skrupuløs Samvittighedsfuldhed har behandlet positiv Ret, som Tydskerne, især i de to sidste Decennier. – – – Den videnskabelige Anordning har vundet meget, og Materierne er satte i en langt naturligere Forbindelse med hinanden»[1]. Men denne Anerkjendelse er i Grunden kun en videre Udførelse af den, som Forfatteren lader blive den nyere tydske Retsvidenskab til Del for dens Løsrivelse fra Retsfilosofien. Denne Selvstændighed har «ogsaa sin betydelige Skyggeside». Og «Skyggesiden» er det nu, Forfatteren med Forkjærlighed dvæler ved. Den tydske Retsvidenskab er, og var særlig dengang, fortrinsvis grundet paa den romerske Ret. Schweigaard – der forøvrigt endnu ikke synes at have sat denne selv saa høit som senere hen – har her væsentlige Anker at gjøre mod det Forhold, hvori den tydske Jurisprudents stillede sig til Romerretten. Disse Anker er nu ikke blot aandfuldt udviklede, men ogsaa for en stor Del træffende. Han fremhæver saaledes med Rette den Tilbøielighed til tom Systematik, hvortil den tydske Retsvidenskab dengang endnu var henfalden, – i Modsætning til den «analytisk» descriptive Methode», som Schweigaard allerede da priste som den bedste. Og navnlig er det interessant at se hans Polemik mod de tydske Romanisters Afhængighed af de gamle klassiske Jurister, deres Abstraktioner og Metode: «skal Studiet blive frugtbart, saa maa det trænge igjennem til et Standpunkt, der er over Loven selv» (S. 299). Man mindes her Jherings langt yngre, bekjendte Ytring: «durch das römische Recht, über das römische Recht hinaus». Men paa den anden Side maa det fremhæves, at Fremstillingen er bleven ensidig, idet der ganske overveiende er dvælet ved Billedets mørke
- ↑ S. 296–7, jfr. ogsaa S. 319.
