havde i Norge. – Lignende principielle Fordømmelser af Kantianismen og dens Efterfølgere var forøvrigt dengang ikke længere nye. I Norden havde Ørsted først i Aarhundredet brudt med den tydske Retsfilosofi og dermed i høi Grad frigjort den dansk-norske Retsvidenskab for dens uheldige Indflydelse. Og i Tydskland selv var, navnlig i de sidste Tiaar, den «rationalistiske» Retsfilosofis Herredømme i det væsentlige knækket, først af den historiske Skole, derefter ved selve den filosofiske Forskning. Stahl havde nu for flere Aar siden offentliggjort første Udgave af det Værk, som det især lykkedes, hvad han selv betegnede som dets Maal: «dem Rationalismus einen ewigen Denkstein zu setzen und ihn auf seinem eigenen Gebiete und mit seinen eigenen Waffen durch die strengste, genaueste Gedankenfolge zu bekämpfen».[1]
Af større selvstændig Interesse og i det hele af større Originalitet er imidlertid Schweigaards Kritik over Retsvidenskabens daværende Tilstand i Tydskland. Schweigaard maatte fra sit Standpunkt naturligvis give den nyere tydske Retsvidenskab sin Anerkjendelse i en Hovedsag. Det var dens Selvstændighed ligeoverfor Retsfilosofien, – hvilken han dog ikke endnu finder tilstrækkelig gjennemført, navnlig ikke i Strafferetten (jfr. S. 327–8); – det er i denne Selvstændighed, han finder «Lyssiden ved den nærværende Retsudvikling» (jfr. S. 321–2). Men forøvrigt stod han temmelig strengt kritiserende, særlig da overfor den historiske Skole, som nu med Savigny i Spidsen maatte ansees som den herskende. Rigtignok indrømmer han de store Fremskridt, den har gjort: «Naar man sammenligner Videnskabens Tilstand før Haubold og Hugo med dens nuværende Standpunkt, saa er Forskjellen iøinefaldende, og man
- ↑ P. J. Stahl, Philosophie des Rechts, I. (Geschichte der Rechtsphilosophie), 1ste Udg. 1830, 4de Udg. 1870.
