og nogle Bemærkninger om akademiske Borgeres Værnepligt. Hans Redaktionsarbeide interesserede ham i det hele levende.[1] Det var nu ogsaa «Vidar» og ikke «Forbundet», der laa ham mest paa Hjerte.
Overhovedet var denne Vinter 1832–33 en af Schweigaards lykkeligste Tider[2]. Han nød allerede almen Anseelse, havde en kjær Virksomhed og var befriet for sine tidligere økonomiske Omsorger. Han havde ogsaa fremdeles den samme behagelige og interessante Omgang. Foruden de gamle Venner omgikkes han nu flere, hvormed «Vidar» havde bragt ham i Berøring, navnlig Carl Fougstad og U. A. Motzfeldt, til hvilken sidste han fra nu af var nøie knyttet i en lang Aarrække. Derimod kom han endnu ikke i nærmere Forbindelse med Stang, skjønt denne var hans Medredaktør; «Vidar» synes nemlig at være redigeret af enkelte, især Welhaven, temmelig paa Frihaand og næsten uden samlede Møder. En Mand udenfor den akademiske Kreds, hvem Schweigaard nu ligesom hans Venner omgikkes adskillig, var «lille Dahl» – Boghandleren – en Mand med sine smaa Naragtigheder, men med varmt Hjerte og fin Følelse og alle sine Laugsfæller langt overlegen i aandelig Henseende, hvorfor hans Boglade ogsaa kunde blive et Samlingspunkt for en stor Del af Samtidens yngre Literater og Videnskabsmænd. «De drev tildels, især Welhaven, en Del spøg med ham; men Schweigaard kun paa sin godslige om jeg skal sige det, lidt beskyttende Maade.»[3]
Hvad der dog især gjorde denne Vinter saa glædelig for Schweigaard, var en Begivenhed, der greb ind i hele hans Fremtid. Han havde tænkt at blive i Christiania Julen mellem 1832–33. Men en Morgen, da Fætteren og nogle andre Vestlændinger skulde reise hjem, bestemte
