havde Aall bragt den Tanke paa Bane strax at paabyde Parivexling, men samtidig at reducere de bestaaende Gjældsforpligtelsers paalydende Beløb efter det ved den daværende Bankkurs angivne Forhold. Noget bestemt Forslag derom fremsatte han dog ei, idet han erkjendte, at den antydede Udvei havde sine Betænkeligheder. Schweigaard betragtede den som ganske forkastelig. Derimod anbefalede han at slaa den daværende Kurs fast for bestandigt og følgelig at reducere Sedlernes paalydende Sølvværdi efter dette Forhold. Derved vilde man strax faa en uforanderlig Seddelværdi uden forøget Byrde for Debitorerne. Hans Forslag blev imødegaaet i en længere Afhandling (af Carl Arntzen) i «Vidar»[1] og heller ikke optaget af nogen af Statsmagterne, der holdt fast ved den engang valgte Plan at bringe Sedlernes legale Kurs op til Pari, noget, der først opnaaedes i 1842. Schweigaards Afhandling vidnede i ethvert Fald ikke blot om en usædvanlig Begavelse, men tillige om en for den 25aarige Forfatter overraskende Indtrængen i et vanskeligt og hos os den Gang lidet studeret Emne. De store Forhaabninger, Afhandlingen vakte, opfyldtes i rigeligt Maal ved den store Afhandling han skrev i «Den Constitutionelle» for 1836[2] om Norges Bank og Pengevæsen, en Af handling som til alle Tider vil staa som et klassisk Arbeide, og som vakte en overordentlig Opsigt.
Foruden de her fremhævede Artikler finder man ogsaa adskillige mindre vigtige fra Schweigaards Haand hvis Mærke (–d) overhovedet er det, der forekommer hyppigst i den første Aargang og tillige under Artikler af mest afvexlende Indhold. Blandt disse var ogsaa et Par smaa Stykker af juridisk Indhold, en Anmeldelse af en Afhandling om Kirkers og Kirkegodses Forbrydelse
